Ravne planlægger bedre end menneskeaber, har forsøg vist.

Foto: Tyler Quiring/UpLash

Ravne klogere end aber

Ravne overgår menneskeaber i planlægning

Forsøg med ravne viser, at deres intelligens er fleksibel som menneskers, og at de klarer planlægning af byttehandler bedre end aber.

Krager, skader og ravne kan være sjove dyr at iagttage. De er tydeligvis vakse. Og kragefuglenes intelligens har da også ofte imponeret biologer.

Ravnene har de største hjerner af alle kragefugle. Nu viser forsøg, at de oven i købet kan lægge planer fuldt ud ligeså godt som de store menneskeaber. Ravnene overgår ligefrem aberne, når det gælder om at planlægge en fremtidig byttehandel.

Forsøgene blev gennemført lige på den anden side af Øresund af Mathias Osvath og Can Kabadayi ved Lund Universitet i Sverige. Du kan læse den videnskabelige artikel her i tidsskriftet Science.

Test beregnet til aber og børn

Forskerne brugte tests, der oprindeligt er udtænkt til at studere primaters og børns intelligens. Derfor kan ravnenes evner sammenlignes direkte med menneskeabers og børns præstationer.

De tests, som blev benyttet, er desuden designet til at afsløre dyrs evner til at tænke fleksibelt. Et dyr kan nemlig sagtens være fremragende til at løse en helt bestemt opgave. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er intelligent nok til ligefrem at regne den ud.

I forsøgene løste dyrene derfor opgaver, de aldrig kan være stødt på i naturen, og som de derfor ikke kunne være evolutionært forberedt på.

Ravne planlagde brug af værktøj

Ravnene skulle for eksempel vælge værktøj, de kunne bruge til at løse en opgave senere. Det kender ravne ikke til fra naturen. De store fugle skulle også vælge mellem at få en hurtig godbid straks eller investere i at få en bedre på sigt. Det er heller ikke et valg, ravne står overfor i det vilde.

Desuden skulle de store, sorte fugle lære at forstå værdien af symbolske genstande, som de senere kunne bytte til godbidder. Altså lidt ligesom vi mennesker forstår, at penge kan købe os noget godt på et senere tidspunkt.

Se en kort video her, hvor en ravn bruger værktøj til at få en nød.

 

Chimpanser overgået af ravne

Fuglene scorede på linje med primater, når det gjaldt planlægning af brug af værktøj og udsættelse af umiddelbare behov.

Men når det gjaldt om at gennemskue værdien af en symbolsk genstand og bytte den til en gevinst senere, overgik ravnene såvel orangutanger, bonoboer, chimpanser og 4-årige børn.

Ta’ den Cheeta!

Minder om menneskers tanker

For forskerne beviser resultaterne, at fuglene er i stand til – ligesom vi mennesker – at skabe en forståelse af verden ud fra deres erfaringer. Og at de kan udnytte deres indsigt til at løse opgaver i fremtiden.

Det er første gang, det er påvist videnskabeligt, at kragefugles intelligens er fleksibel og på den måde minder om, hvordan mennesker tænker.

Ravne er dinosaurer

Undersøgelsens resultat er derfor overordentlig interessant. Ikke kun, fordi det viser, at ravne er mere intelligente, end man troede. Også fordi deres måde at tænke på, minder om vores – og det på trods af at ravne biologisk set er flyvende dinosaurer.

Alle fugle nedstammer jo som bekendt fra disse fortidsøgler. Mennesker og aber er til gengæld pattedyr. Den sidste fælles forfader til dinosaurer og pattedyr levede for 320 millioner år siden.

Med andre ord. Primaters og kragefugles evne til fleksibel tankegang, langtidsplanlægning og brug af redskaber må være opstået to gange i udviklingshistorien – helt uafhængig af hinanden.

Derfor kan resultaterne muligvis lære os noget generelt om, hvordan intelligente væsener opstår i evolutionen.

Klogeste væsener på Jorden

Men tænk også lige over det her: Kragefugle har eksisteret i 19 millioner år. Mennesker opstod langt senere. Før vi mennesker opstod, var kragefugle sandsynligvis de mest intelligente væsener på Jorden.

Så måske bør skaden, kragen, rågen, alliken – eller ravnen – ha’ et lille, anerkendende nik, næste gang I mødes.

Kilde: Science.

Se mere