øl tæt på med skum

humlet fakta

5 ting du ikke vidste om din øl

Hvad er der egentlig i den øl, du sidder og nyder til fredagsbaren, på en varm sommerdag eller til julefrokosten? Hvor lang tid tager det at lave øl? Og hvordan brygger man alkoholfri øl?

1. 90% af din øl er vand

Øl kommer i mange farver og smage, derfor kan ingredienslisten til en øl også være meget lang. Her kigger vi nærmere på basisingredienserne: Vand, malt, gær og humle.

Vand skal der til. Øl består nemlig af cirka 90% vand. Malt er spiret og tørret korn (som byg eller hvede). Under spiringen bliver kornets kerne til sukkerstoffet maltose. Gæret bruges til at omdanne maltosen til alkohol og kulsyre. Både malt og gær har indflydelse på øllets type og smag.

Humle giver øllet sin karakteristiske bitre smag, men den har også en konserverende funktion og forlænger øllets holdbarhed. Selvom man godt kan lave øl uden humle, er det en meget almindelig ingrediens indenfor ølbrygning.

2. En af de mest populære øl opstod ved et tilfælde

Nu vi er ved humlen: Vidste du, at den populære øltype India Pale Ale (IPA), ikke opstod for at lave en lækker bitter øl. Men af mere praktiske årsager?

IPA’en opstod under Englands kolonisering af Indien i slutning af 1700-tallet. Indiens klima var for varmt til ølbrygning, og den lange sejltur på 5-6 måneder fordærvede normal øl. Løsningen blev at tilføre øllet mere humle, som havde en antibiotika lignende funktion over for nogle af indholdsstofferne i øllet. Den større mængde humle holdt altså bakterierne væk på rejsen til Indien.

IPA har altså et større indhold af humle end andre øl, hvilket giver den sin karakteristiske bitterhed. IPA er i dag en af de mest populære øl i verden, og der findes mange forskellige IPA-typer.

3. Øl blev først lovligt i Island i 1989

I 1915 forbød Island alle former for alkohol. Allerede fra 1922 begyndte landet at legalisere nogle typer alkohol. Men øl forblev forbudt indtil 1989.

Hvor lang tid tager det at brygge en pilsner?

Tiden fra man starter ølbrygningen til at man kan hælde øllet i glas og smage på det, kan variere rigtig meget. Hvis du tager udgangspunkt i en hjemmebrygget klassisk pilsner, så skal du regne med at bruge 8 til 10 timer fordelt over 2 til 3 dage.

Herefter skal øllet lagres – og her er tid din bedste ven! Regn med en lagring på 1-4 måneder for bedste resultat. Under lagringen af øllet sker der en sekundær gæring, som reducerer uønskede smagskomponenter og der dannes mere kulsyre.

4. Tjekkerne er verdensmestre i at drikke øl

I Tjekkiet bliver der drukket 143.3 liter øl per indbygger om året. Det gør dem til det mest øldrikkende land i verden. Tjekkiet er også pilsnerens oprindelsessted, og tjekkerne har en stolt tradition for ølbrygning.

Læs også: Din lever kan vokse sig halvanden gang større i løbet af et døgn

5. Sådan er din alkoholfri øl lavet

Traditionelt set har bryggerne trukket alkoholen ud af den færdigbryggede øl (f.eks. ved at fordampe alkoholen væk). Men forskerne fundet en nye måde at brygge alkoholfrit på, som både giver en bedre smag og er mere bæredygtig.

Forskerne har udviklet en alkoholgær der giver 0% procent alkohol. Det betyder, at man kan fermentere øllet uden at producere alkohol. Den nye metode giver både øllet en bedre smag og skåner miljøet, da trinnet med at fjerne alkoholen efter brygning elimineres.

Kilder

Truestory.dk, Bryggerforeningen, Home of Carlsberg, Københavns Universitet, Biotechacademy.dk

Se mere