I forhold til de globale klimaforandringer er energi- og transportsektoren de helt store syndere. Ved de fleste traditionelle metoder til at producere energi og brændsel udledes der nemlig store mængder CO₂.

I bekæmpelsen af klimaforandringerne er energi- og brændselsproduktionen derfor de primære indsatsområder. Der forskes i, hvordan energi og brændsel kan produceres på klimavenlige måder – forstået som energiformer, der udleder meget lidt eller ingen drivhusgasser.

Der skal ikke herske tvivl om, at udvikling og implementering af disse klimavenlige løsninger og teknologier er af meget stor betydning i sikringen af et bæredygtigt klima.

Det etiske dilemma i forhold til dette område går dog på, at der også er bagsider ved de fleste løsninger, og at der findes tilfælde, hvor det kan diskuteres, om kuren er værre end sygdommen – altså om de omkostninger eller bivirkninger, som en ny energiform har, er værre, end hvis den ikke blev brugt.

I tilfældet med eksempelvis sol-, vand- eller vindenergi vil der primært være fordele ved anvendelsen, og de væsentligste bivirkninger er af æstetisk karakter – altså at det eksempelvis skæmmer landskaber, bygninger osv.

I andre tilfælde er bivirkningerne ved de udviklede energiformer dog af mere alvorlig karakter. Her følger en gennemgang af nogle forskellige energiformer, hvor det kan diskuteres om bivirkningerne overskygger fordelene.

Biobrændsel

Fordele ved biobrændsel

Fordelene ved at anvende biobrændsel i stedet for almindelig benzin eller diesel er, at denne metode er CO₂-neutral. Det er en CO₂-neutral løsning, da de afgrøder, der anvendes til denne type brændsel, frigiver lige så meget CO₂ ved anvendelse, som de optager under væksten.
De afgrøder, der anvendes i det, der kaldes for 1. generation af biobrændsel er typisk majs, sukkerrør, raps og palmeolie.

Ulemper ved biobrændsel

Problemet med denne type af biobrændsel er, at produktion af energi sker i stedet for produktion af fødevarer. Marker omlægges til produktion af afgrøder, der kan bruges til fremstilling af biobrændsel, da det bedre kan betale sig for landmændene. Det medfører naturligvis, at produktion af fødevarer falder, hvilket skaber en større efterspørgsel, og en større efterspørgsel betyder, at priserne på mad stiger.

Det er ikke så stort et problem for os i den vestlige verden, at en pakke smør, en liter mælk eller andet stiger, for den procentvise andel af vores indtægt, som vi anvender på mad, er lille – cirka 10 %. Det er dog problematisk for udviklingslandene, hvor der i gennemsnit anvendes 80 % af indtægten til indkøb af fødevarer. Dermed er disse mennesker meget sårbare over for prisstigninger, da de reelt set ikke kan flytte disse penge fra andre udgiftsposter.

I de prisstigninger, der finder sted i øjeblikket, regnes der med, at næsten en tredjedel skyldes produktion af biobrændsel, mens resten skyldes andre faktorer som for eksempel stigende oliepriser. Produktionen af klimavenlig brændsel sker dermed på bekostning af produktion af mad, og dette medfører hungersnød, samt at freden trues i mange udviklingslande.

Af andre negative aspekter ved biobrændsel kan nævnes, at der skal tages forbehold i udtalelsen om, at biobrændsel er CO₂-neutral. Faktisk betyder dyrkelse af afgrøder til produktion af biobrændsel ofte, at der fældes skove for at opnå et større markareal og mere produktion. Det løser selvfølgelig umiddelbart en del af problemet med, at fødevareproducerende landbrug omlægges til biobrændselsproduktion, men det bevirker, at CO₂ regnskabet bliver negativt. Skovene, der fældes, optager nemlig CO₂, og når de er væk, så vil denne mængde CO₂ forblive i atmosfæren.

Dermed er der altså to væsentlige ulemper ved at anvende denne 1. generation biobrændsel i stedet for traditionelt brændsel.

Mulige løsninger på ulemperne ved biobrændsel

Man forsøger at undgå biobrændsels negative indvirkning på fødevareproduktionen ved at basere produktionen på affald som halm, træflis og husholdningsaffald. Denne type biobrændsel kaldes 2. generation. Dette lyder umiddelbart som den perfekte løsning, og det kan det også meget vel ende med at blive. Problemet med denne løsning er dog, at der endnu ikke er fremstillet en metode til at anvende disse materialer effektivt, og dermed udnyttes energien dårligt.

Kerneenergi – atomkraft

Fordele ved kerneenergi og atomkraft

Fordelene ved at anvende energi fra kernekraftværker er, at der ikke produceres eller udledes CO₂. Dermed er denne energiform CO₂-neutral, og derudover har produktionen ikke negative konsekvenser for fødevareproduktionen.

Det er de fleste eksperters holdning, at vind-, vand-, og solenergi må suppleres med andre energiformer for, at der produceres nok energi til at dække det globale behov. Derfor er satsning på kernekraft et oplagt alternativ.

Ulemperne ved kerneenergi og atomkraft

Ulemperne ved denne energiform er dog først og fremmest risikoen for, at der sker ulykker, så det radioaktive materiale slipper ud i omgivelserne. Der er ikke sket nogen alvorlige ulykker siden Tjernobyl i 1986, men frygten er der for, at det sker igen. Ulykken i Tjernobyl havde ikke kun store katastrofale konsekvenser i form af dødsfald, sygdomme osv. for de mennesker, der boede inden for en tæt radius. Også i generationerne efter lider folk af kræfttilfælde og misdannelser som følge af ulykken. Disse ulykker kan forebygges ved skrappe sikkerhedskrav, men muligheden for, at det kan ske igen, eksisterer.

Derudover vil der i processen til udvinding af kernekraft produceres radioaktivt affald, som forbliver radioaktivt i flere tusinde år, og derfor skal opbevares utilgængeligt for mennesker. Det er vanskeligt at finde opbevaringssteder, og mængden af affald vil stige år for år. Dermed står fremtidige generationer med et alvorligt miljøproblem med håndtering af dette affald.

Slutteligt kan man indvende, at både selve kernekraftværkerne og affaldsdepoterne vil være oplagte terrormål, da det vil have en stor negativ effekt på et stort område, hvis disse atomkraftværker rammes.

I øjeblikket forskes der i nye metoder for atomkraft. For eksempel at erstatte uran med stoffet thorium, der er mindre skadeligt. Der forskes også i at genanvende atomaffaldet, så spildet vil være meget begrænset. Men disse teknologier kræver stadig enorme summer for at blive udviklet, og endnu kan de ikke konkurrere med sol- og vindenergi.

Derfor synes de udfordringer og risici, der er knyttet til kernekraften, at være store nok til at sætte en stopper for denne energitype, men så simpelt er det ikke. Selvom der er risici forbundet ved denne energi, er det stadig spørgsmålet, om det ikke er et bedre alternativ til fossile brændsler som olie og kul.

Andre teknologirelaterede dilemmaer

Det vigtige her er at pointere, at der ikke findes én mirakelkur i forhold til bekæmpelsen af de globale klimaforandringer. Der er ikke kun én løsning, og indsatsen skal ske inden for mange områder. Derudover er politisk vilje til implementering og penge til forskning og videreudvikling af flere alternative energiformer af meget stor betydning for muligheden for at reducere drivhusgasudledningen og dermed undgå de forventede konsekvenser ved de globale klimaforandringer.

Problemer af en anden etisk karakter, som ikke kun indeholder en opvejning af fordele og ulemper, men også stiller spørgsmålet om, hvor langt man etisk set må gå inden for teknologiske løsninger til at bekæmpe de globale klimaforandringer.

Af eksempler på projekter kan nævnes:

• indsamle og gemme CO₂ i undergrunden: Carbon Capture and Storage (CCS)
• Udledning af svovl til atmosfæren. Dette vil med al sandsynlighed reducere drivhusgaskoncentrationen, men man vil dog risikere syreregn og måske andre uforudsete konsekvenser.
• Opførsel af et solspejl uden for atmosfæren, der vil forhindre en del af solens stråler i at komme ind i atmosfæren.
• Tilsætning af fosfor til havet, så det binder CO₂. Dette vil dog have indflydelse på livet i havet.

Illustrationen viser forskellige teknologiske metoder til at reducere drivhusgaskoncentrationen i atmosfæren, her iblandt CCS (Carbon Capture and Storage). Illustration: Kathleen Smith/LLNL.

Det lyder som ren science fiction, men det er faktiske forslag til projekter.

Hvis disse metoder kan bevirke, at vi ikke længere behøver at bekymre os om klimaforandringerne, hvorfor tøver vi så?

Der er hovedsageligt tre argumenter, der taler imod at anvende disse løsninger:

1. At anvende geo-engineering vil nedtone incitamentet for at handle i forbindelse med klimaforandringerne gennem reduktion af drivhusgasser og tilpasning til allerede uundgåelige klimaforandringer. Dermed vil det skabe en lad holdning og skabe en passivitet, da denne løsning forventes at kunne klare problemet.
2. At man ved at anvende geo-engineering ikke går efter at løse problemet, men udelukkende konsekvenserne.
3. At der kan være uforudsigeligheder i at manipulere ved miljøet – uforudsete konsekvenser.

Spørgsmålet er, om geo-engineering skal være et supplement til reduktion og tilpasning, eller om det kan anvendes alene.

Hvis det ikke lykkes at opnå et bæredygtigt klima, fordi de politiske beslutninger trækker i langdrag, så kan der argumenteres for, at geo-engineering kan være den sidste udvej for at undgå de forventede katastrofale konsekvenser.

Dermed kan dilemmaet stilles op mellem et klima, der løber løbsk, eller geo-engeneering. Det er et valg mellem to onder, hvor geo-enginering kan anses for at være det mindste onde.

Spørgsmålet er også, hvornår en nødsituation opstår? Hvornår er det for sent at bekæmpe klimaforandringerne med reduktion af drivhusgasudledningen? Og hvem skal have ret til at afgøre det? Spørgsmålet er, om det overhovedet er et valg, som der skal være mulighed for at træffe. Det vil sige, om vi skal forske og udvikle projekterne, så de kan implementeres, når nødsituationen opstår. Det bliver nok ikke nogen i vores generation, der skal træffe afgørelsen, så spørgsmålet er, om man overhovedet skal overlade fremtidige generationer til dette svære valg?

Fortalerne for projekterne mener, at det er en nødvendig og relevant ulykkesforsikring for fremtiden, mens kritikere af disse projekter mener, at der findes mange andre bedre alternativer til denne form for forsikring, eksempelvis flygtningeprogrammer, der faktisk hjælper folk, der bliver ramt af klimaforandringer med at kunne leve et ordentligt liv. Derudover synes prioriteringen forkert, da fokus bør være på løsningen af problemet (især når det nu er os, der har fremkaldt det), frem for på hvordan man bedst muligt undgår at gøre noget ved den nuværende situation.

En fjerde indvending kunne være at sige, at mennesker ikke har ret til at ændre naturlige økosystemer. Men her til kan indvendes at klimaforandringer vel netop opstår, fordi mennesker har rykket ved den naturlige balance i klimaet, og derfor vil denne teknik være en måde at komme tilbage til en mere oprindelig natur.

Det sidste ord er bestemt ikke sagt i denne debat og vil sandsynligvis være et hot emne i den fremtidige diskussion af bekæmpelse af klimaforandringerne.

Anvendelse af varme fra krematorierne

Endnu et andet alternativ til at forsøge at reducere drivhusgasudledningen er ved genbrug. Så langt er de fleste nok med. Men når forslaget lyder på at genanvende den varme, der produceres ved afbrænding af lig i krematorier, så vækker det ikke lige stor begejstring alle steder.

En part vil mene, at det er bedre at anvende varmen herfra, da det ellers bare vil gå til spilde. Dermed er det underordnet, at varmen kommer fra et så kontroversielt sted som et krematorium. Varmen herfra er vel lige så god som alt andet, og det vil bidrage positivt til det globale klima.

Og en anden part opponerer kraftigt mod dette forslag med det argument, at det er uetisk. Det anses ikke for sømmelig omgang med døde, som anses for at være unikke og uerstattelige individer, hvis legeme skal have fred.

Se mere om dette på Etisk Råds hjemmeside (høringssvar).

Gå til alle artikler om klima.

Denne artikel stammer oprindeligt fra Climate Minds, som er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Dansk Energi og Energyminds.