Grønt lys for cyklen

Værdi- og livsstilsændring

Hvem har ansvaret for at gøre noget ved de globale klimaforandringer? Er det politikerne, industrien eller os selv som enkeltindivider, der skal i gang med en værdi- og livsstilsændring?

Indtil videre har metoderne til bekæmpelse af de globale klimaforandringer mest handlet om, hvordan man via nye klimavenlige teknologier kan reducere drivhusgasudledningen og derved opnå et bæredygtigt klima.

Spørgsmålet i den forbindelse er, om teknologi er hele løsningen? Der argumenteres inden for klimaetik for, at der skal værdi- og livsstilsændringer til (især i den vestlige verden) for at opnå et stabilt klima. Men hvad betyder det?

Kræver det en livsstilsændring?

Hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, som det har været tilfældet de sidste år, er spørgsmålet, om produktionen af vedvarende energi osv. overhovedet er nok til at dække det enorme energiforbrug. Eller skal der i virkeligheden ændringer i folks livsstil til for at opnå en reduktion af energiforbruget?

Det er et lands politikere, der skal forhandle de globale klimaaftaler på plads. Det er med andre ord disse forhandlinger, der er afgørende for, om vi opnår et bæredygtigt klima.

Politikerne er i de fleste lande demokratisk valgt, og de er derfor repræsentanter for størstedelen af befolkningens holdninger. Dermed må politikerne hele tiden tænke på, om de handler i overensstemmelse med deres vælgeres ønsker. Ellers risikerer de, at vælgerne ikke vil stemme på dem ved næste valg.

Befolkningens indstilling til klimaforandringerne er vigtig

I forbindelse med klimaforandringerne vil en ideel politik for at opnå et stabilt klima indebære, at indbyggere vil blive begrænset i at udføre handlinger, der kræver udledning af drivhusgasser. Derigennem ville udledningen af drivhusgasser hurtigst muligt kunne blive kraftigt reduceret. Det kunne betyde at befolkninger blev begrænset i eksempelvis at flyve på ferie eller køre i bil, fordi der indføres klimaafgifter. Afgifterne kunne tilpasses, så de største “syndere” betaler ekstra meget.

Som verden ser ud i dag, er politikerne tøvende med at træffe de nødvendige beslutninger, fordi de frygter vælgernes reaktioner.

Dermed er befolkningernes indstilling til problemer som klimaforandringerne af stor betydning for politikernes råderum i de globale klimaforhandlinger. Med andre ord kan man anse det som værende af stor betydning, at kravene til en klimavenlig politik kommer nedefra – altså fra befolkningen selv. Herigennem kan der nemlig lægges pres på politikerne, så der opnås de bedst mulige løsninger for det globale klima.

Spørgsmålet er, om en kollektiv ændring af folks værdier og livsstil overhovedet er mulig?

Individets ansvar kan synes abstrakt

Der er nok ikke én indbygger i Danmark, der ikke ved, at man blandt meget andet burde slukke for sine standby-knapper, slukke lyset, når man går ud af sit værelse og tage cyklen i stedet for bilen for på den måde at hjælpe til i kampen mod klimaforandringsproblemerne. Det er dog de færreste, der gør det fuldt ud.

Hvordan kan det være?

Èn grund kan være, at det synes overordentligt abstrakt, at slukningen af en mobiloplader, skulle kunne batte noget i det store hele. Man spørger sig selv: “Hvad gør det, at min oplader sidder tændt i stikket hele tiden, når min nabo er en fabrik med sort røg ud af skorstenen? Eller når jeg på tv fra Kina kan se, at luften er tyk af forurening?”

Dermed er begrundelsen måske en følelse af magtesløshed eller bekvemmelighed. Måske er det også en mangel på forståelse af problemets alvor.

Vi ved godt, hvad der ideelt set burde gøres, men vi gør det ikke. En britisk journalist og forfatter udtrykker det meget klart i følgende citat:

Se mere

Quote ilustration goes here
Vores reaktion vil være at forlange, at regeringerne griber ind, mens vi håber på, at de lader være. Vi ønsker, at vores regeringer vil lade som om, de vil gribe ind. Vi får stillet moralen tilfreds ved at sige det, vi ved er rigtigt, uden ubehaget ved at efterleve det.

Ovenstående citat er en god illustration af, hvordan dobbeltmoralen spiller ind i folks handlinger og tanker i forhold til problematikken med klimaforandringerne. Der er med andre ord ikke overensstemmelse mellem vores idealer, og den praksis vi lever efter.

Ændringen kræver en langvarig indsats

En forretningsmand er på vej i sit privatfly til næste møde, mens han smider et stykke papir til genbrug og siger, at han prøver at tage sin andel af problemet. Det paradoksale her er netop, at selvom han gør noget godt for det globale miljø ved at smide sit papiraffald til genbrug, så er han samtidigt i gang med en af de mindst klimavenlige aktiviteter: at flyve.

Det er en illustration af, at det ikke nytter noget, hvis indsatsen kun er halvhjertet. Der må sættes ind på alle områder, hvis der skal opnås et bæredygtigt klima. Det vil med stor sandsynlighed kræve store afkald for alle parter. Der skal handling bag ordene, hvis kampen mod klimaforandringerne skal vindes.

Hvis klimaet skal ”reddes”, så ville det være optimalt, hvis vi alle føler os dedikerede til at handle. Ideelt set vil ansvaret for at handle på klimaforandringerne dermed ligge hos os alle sammen.

Men en forudsætning for at handle i forhold til en fælles sag vil for de flestes vedkommende være, at alle andre gør det samme. Hvis du gør, hvad du kan, og dermed ofrer dig for at opnå de bedst mulige resultater for fællesskabet, vil det nok være meget demotiverende, hvis du kan se, at din nabo er fuldstændig ligeglad, og gør som det passer ham.

Alle kender måske nok de typer, der altid smyger sig uden om. De, der forsøger at undgå at tage del i ansvaret; om det så er i forhold til opvasken eller andre arbejdsopgaver. Det opmuntrer ikke just til at knokle videre selv.

Når disse folk springer over, hvor gærdet er lavest, så vil du nok spørge dig selv: “Hvorfor skal jeg gøre noget, hvis de andre ikke gør?”

Kollektivet over individet

Forestil dig et lille samfund, hvor alle indbyggerne har adgang til en sø med fisk. Alle indbyggerne vil gerne have lov til at fange flest mulige fisk. Men for at søens fiskebestand skal overleve i de følgende år og for at sikre, at alle får deres andel af fiskene, er det nødvendigt at lave et kvotesystem, hvor alle får tildelt en andel fisk, som de hvert år må fange. Hvis alle overholder deres kvote, vil situationen være bæredygtig og give alle ret til deres retmæssige andel.

Hvis én derimod begynder at fiske mere, end der tilfalder ham, vil han ødelægge situationen for de andre. Det gør han, da det vil ødelægge den fremtidige mulighed for at fiske, og han vil fange fisk, som faktisk tilhører en anden. Hvis det sker, vil det ikke længere være fordelagtigt for de andre at fortsætte med at overholde deres andel.

Dette er et eksempel på en situation, hvor kollektiv handling – det, der er det fælles bedste – vil bibringe det bedst mulige resultat. Men det vil det vel at mærke kun, hvis alle handler socialt. Hvis bare én handler ud fra, hvad der egoistisk set er bedst, vil den kollektive løsning ikke længere anses for at være fordelagtig for nogen.

Det fælles bedste i kampen mod klimaforandringerne

I forbindelse med klimaforandringerne vil man netop opnå de bedste resultater, hvis alle nationer eller individer påtager sig deres ansvar for at reducere drivhusgasudledningen. Hvis nogle dog blæser på det og fortsætter med at udlede uhæmmet, så vil det være skadeligt for alle de andre og for det fælles klima. Det vil desuden være en anledning for de andre deltagere til også at blæse på aftalen og udlede mere, end man havde aftalt.

Dermed er det af meget stor betydning for mulighederne for en bæredygtig global klimaaftale, at man undgår disse free riders. Det er vigtigt, at man motiverer alle til at handle ud fra, hvad der er det fælles bedste.

Da klimaforandringerne netop er et problem, der overskrider grænser, begrænser problematikken sig ikke bare til et lille samfund, hvor alle kender hinanden, som det var tilfældet i eksemplet med fiskesøen. Det globale aspekt fordrer netop, at man som eksempelvis dansker må føle sig lige så forpligtet over for en amerikaner, en kenyaner eller en kineser, som man er over for andre danskere.

Derfor må de nationale identiteter og de forpligtigelser, der følger med, brydes op. Folk må mere og mere føle sig som ”jordbeboer” eller verdensborger frem for dansker, tysker eller brasilianer. Stammementaliteten er der ikke længere brug for, da et globalt problem som klimaforandringerne kræver en samlet global solidaritet og et globalt ansvar fra hele verdens befolkning. Den amerikansk professor Socolow kalder denne ideelle solidaritet: Planetarian identity.

Der skal en værdiændring til

Som diskuteret ovenfor fordrer en ideel respons på klimaforandringerne altså en ændring i, hvordan vi tænker os selv som indbyggere på Jorden. Derudover argumenteres der inden for klimaetik for, at der bør ske en ændring i synet på udledning af drivhusgasser. Der skal altså en værdiændring til.

Rygeproblematikken kan bruges til sammenligning. Det er ikke længe siden, at en stor del af befolkningen røg, og man tog cigaretpakken frem alle steder. I dag er der sket en ændring i samfundet mod en begrænset brug af cigaretter. Det er ikke længere velset at tænde en cigaret i samlinger med andre mennesker, og det er blevet en vane for de fleste rygere at spørge om lov, før de tænder smøgen.

Denne ændring i adfærd kan skyldes flere faktorer, blandt andet en bedre oplysning af befolkningen om cigaretter og ikke mindst passiv rygnings skadelighed og ny lovgivning på området. Rygning er heller ikke på samme måde højstatus, som det har været tidligere. Der er med andre ord sket en værdiændring, der for mange har medført en livsstilsændring.

Afbrænding af fossile brændsler bør anses på samme måde som at ryge i en restaurant, som er fuld af mennesker. På benzintanken burde der være en advarsel som på cigaretpakkerne, med eksempelvis et billede af en sulten isbjørn på en isflage. Eller måske mere makabert et billede af en orkans ødelæggende konsekvenser.

Som den amerikanske filosof Henry Shue udtrykker det: ”Fans of fossil fuel are enemies of mankind”.

Det er med andre ord nødvendigt for klimaet, at folk spørger sig selv: “Hvordan vil vi leve vores liv? Og hvordan vil vi efterlade verden til børn og børnebørn?” Og at vi alle handler herudfra.

Gå til alle artikler om klima.

Kilder

  • Jamieson, Dale (1992): “Ethics, Public Policy, and Global Warming” in Science, Technology and Human Values, vol. 17, no. 2, pp. 139-153
  • Monbiot, George (2006): Heat – How we can stop the planet burning, Penguin Books, London
  • Shue, Henry (2008): “Deadly Delays – Creating a More Dangerous World” Paper from the conference “Energy and Responsibility: A conference on Ethics and the Environment” at The University of Tennessee, USA, April 10-12, 2008

Denne artikel stammer oprindeligt fra Climate Minds, som er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Dansk Energi og Energyminds.

Se mere