Ny teori: Blindtarmen er et nyttigt organ
Amerikanske forskere sætter spørgsmålstegn ved Darwins påstand om, at blindtarmen er ubrugelig. De mener, at den fungerer som beholder for de såkaldte gode bakterier.
Vi kender alle blindtarmen – dette overflødige, irriterende organ, som vistnok var blevet til overs under udviklingen af mennesket – nærmest glemt af evolutionen. Men nu er forskere fra Duke University i USA klar med en rapport, der vender op og ned på den traditionelle forestilling om blindtarmens udvikling og funktion.
Rapporten sætter først og fremmest spørgsmålstegn ved Charles Darwins teori om blindtarmens oprindelige funktion – en teori, der ellers har domineret vores syn på blindtarmen i de seneste 150 år.
Darwin mente, at blindtarmen havde været en del af en større struktur, som vores ældgamle og for længst uddøde forfædre brugte til at fordøje maden med. Og at blindtarmen, nu hvor dette fordøjelsessystem for længst er forsvundet, blot skulle være en slags ubrugelig rest, der i øvrigt har specialiseret sig i at være en hyppig vært for betændelse.
Men forskerne fra Duke University mener, at blindtarmen har en helt speciel funktion hos os mennesker og fungerer som en slags beholder for de såkaldte gode bakterier, der samles og venter i blindtarmen, indtil der er brug for dem. Som for eksempel når tarmen bliver tømt for gode bakterier ved diarré.
Netop i blindtarmens funktion skal man i øvrigt søge efter nøglen til vor tids så hyppige blindtarmsbetændelser. De skyldes simpelthen det industrialiserede samfunds forbedrede hygiejneforhold. I Stenalderen skulle bakterierne konstant kæmpe mod infektionerne, men nu har de for lidt at lave, og det fører ofte til betændelse i blindtarmen.
Forskerne har også fundet frem til, at blindtarmen har eksisteret i mindst 80 millioner år og dermed er meget ældre, end Darwin antog. Derudover viste forskernes undersøgelser også, at blindtarmen findes hos langt flere dyrearter, end man ellers har kendt til.
Darwin mente, at blindtarmen kun fandtes hos ganske få dyr.
Ved at undersøge mange forskellige dyrearter opdagede forskerne, at der blandt flere end 70 procent af alle primat- og gnavergrupper fandtes én eller flere arter med en blindtarm.
Skrevet af Andrey Kazankov 2. september 2009
TIlmeld dig Experimentariums nyhedsbrev og få forunderlig videnskab og tips til sjove eksperimenter, I kan lave derhjemme.
Du modtager nu vores nyhedsbrev. Vi glæder os til at fortælle dig nyt inden længe.
Indtast din e-mail
Vælg en nyhedsbrevsliste
Prøv venligst igen
Den e-mail du indtastede ser ud til at have en fejl. Indtast venligst en korrekt e-mail adresse.
e-mail du indtastede er allerede på vores mailliste. Tjek din e-post en ekstra gang.
Vi skal bede dig acceptere betingelserne for at modtage vores nyhedsbrev.
Ja tak, jeg vil gerne modtage Experimentariums nyhedsbrev.
Jeg er over 18 år og accepterer hermed, at Experimentarium må kontakte mig med tilbud, information, konkurrencer og events via e-mail og sms og at Experimentarium må spørge mig, om jeg ønsker at opdatere mit samtykke. Læs hele samtykkeerklæringen her.