Sådan undgår du tømmermænd
Hovedet dunker, øjenlågene er tunge og maven syder. Få 7 hacks til at undgå tømmermænd og bliv meget klogere på fænomenet.
Måske fik du lige én enkelt for meget? Eller fem? Dagen derpå kan være hård at komme igennem. Tømmermænd rammer forskelligt og afhænger af mange faktorer, som for eksempel kropsvægt, køn, hvornår du indtog dit seneste måltid og hvilken slags alkohol du drak.
Tømmermænd er en betegnelse for en masse ubehagelige symptomer, som kan opstå, efter man har drukket alkohol. Selvom man hurtigt oplever effekten af alkohol, når man drikker, indtræffer effekten af tømmermænd ikke lige så hurtigt. Symptomerne opstår typisk først morgenen efter, hvis man har drukket alkohol aftenen forinden. Men hvorfor først der?
Symptomerne på tømmermænd kan spænde bredt og kan både være fysisk og psykiske. Symptomerne tæller hovedpine, mavepine, diarré, svimmelhed, kvalme, koncentrationsbesvær, træthed, tørst, irritation og dårligt humør. Årsagerne til tømmermænd er mange. Her får du fire af de hyppigeste grunde til, at du har det dårligt dagen efter byturen, festen eller fredagsbaren.
Selvom du slukker tørsten med alkohol, er det vigtigt at huske på, at alkoholen er vanddrivende. Alkoholen går faktisk ind og hæmmer din evne til at holde på vandet i kroppen, og derfor vil du også opleve, at du skal tisse hyppigere end normalt. I løbet af en aften med alkohol vil du hurtigt blive dehydreret, hvilket medfører symptomer som tørst, mathed, svimmelhed og hovedpine.
Kroppen vil så vidt muligt forsøge at nedbryde ethanolen fra den indtagede alkohol. Under denne nedbrydning dannes der et giftigt stof, acetaldehyd, som medfører symptomer som hovedpine, hjertebanken og kvalme.
Man falder ofte hurtigt i søvn, når man har indtaget alkohol. Dog er søvnen med alkohol i blodet ikke noget at råbe hurra for. Den bliver ofte kortere og kvaliteten af søvn bliver forringet. Man kommer ofte senere i seng, når man drikker alkohol, hvilket også går ud over ens døgnrytme og tiden af ens søvn afkortes kraftigt. Derudover går alkohol ind og påvirker den normale søvnrytme. REM-søvnen (det stadie, hvor du drømmer) bliver kortere end normalt, og din søvnrytme bliver forstyrret yderligere.
Alkohol påvirker uden tvivl mavesækken. Alkohol i store mængder øger produktionen af mavesyrer og galde, som for mange vil resultere i mavepine og kvalme.
Måske kender du følelsen af, at have verdens værste tømmermænd. Men kan du mon slå den 37-årige skotske mand, som var plaget af sløret syn og hovedpine i fire uger?
Manden havde drukket 35 liter øl over fire dage, før tømmermændene for alvor meldte sig. En øjenspecialist fandt ud af, at hans symptomer kom af en voldsom dehydrering, og manden fik blodfortyndende medicin i seks måneder.
Læs mere: Hvorfor hikker man, når man drikker alkohol?
Forskning har vist, at personer, som drikker alkohol uden mad i maven, har større tendens til at få tømmermænd. Sørg for at få fyldt maven godt op i løbet af dagen, hvis du ved, du skal drikke alkohol om aftenen.
Du har måske hørt det 100 gange før, men rigelige mængder vand i løbet af aftenen vil bremse tømmermændene. En god huskeregel er, at du bør drikke et glas vand per genstand, du indtager. Hvis ikke du får gjort det i løbet af aftenen, kan du stadig nå at indhente en smule ved at drikke en masse vand, inden du går i seng.
Din krop kæmper i forvejen en hård kamp, når du indtager alkohol. Derfor gør du klogt i ikke at belaste den med yderligere giftstoffer fra cigaretrøg. Giftstofferne fra cigaretrøgen kan i sig selv forstærke tømmermændssymptomer. Undersøgelser viser faktisk også, at man er mere tilbøjelig til at indtage større mængder alkohol, hvis man ryger.
Hvis du har tendens til tømmermænd, er det en god idé at holde dig fra mørk spiritus. Mørk spiritus indeholder ofte større mængder kongener (kemiske sammensætninger som er giftige for kroppen) end lys alkohol. For eksempel er der op til 37 gange så mange kongener i bourbon whisky, som der er i vodka. En tommelfingerregel er at holde sig fra mørk tequila, whisky og cognac, hvis du vil undgå tømmermænd. Sandsynligheden for at få ondt i håret er mindre med gin, lys rom eller vodka.
Du har helt sikkert mistet en masse salt, idet alkoholen har ledt væske ud af kroppen og trukket salten med sig. Derfor er det en rigtig god idé at drysse lidt ekstra salt på din mad dagen derpå. Selvom mange tror, det hjælper at spise fastfood med tømmermænd, skal du faktisk bare sikre, at der er salt i den mad, du spiser.
Mangel på søvn er afgørende. Du vil typisk have ødelagt din døgnrytme, når du drikker, og det er vigtigt at få rettet op på. Derudover arbejder leveren på højtryk med at forbrænde alkoholen i kroppen, når du sover. Derfor vil en god portion søvn være en rigtig fornuftig kur mod dine tømmermænd. Faktisk kan det anbefales at tage en hovedpinepille, inden du går i seng for at sikre en god, lang nattesøvn.
”Snup en reparationsbajer” – en sætning, som du måske har hørt før. Og faktisk vil én enkelt øl højst sandsynligt kunne hjælpe dig. Når man drikker alkohol, indtager man ethanol. Selv en lille dosis alkohol ændrer den måde ethanol bliver bearbejdet i kroppen. Èn enkelt øl forsinker nedbrydningen, og der vil derfor ophobe sig færre giftstoffer i kroppen – og dine tømmermænd vil derfor blive lindret.
Artiklen blev udgivet første gang i september 2020
Skrevet af Emilie Schultz-Knudsen 14. december 2023