Nordlys

Nordlys. Foto: Poul Kattler

Når himlen gløder

Nordlys: Som et brusebad af tavse, lysende stråler

Nordlys er et af de smukkeste himmelfænomener, du kan opleve. Experimentariums udsendte tog på ekspedition til Nordnorge for at opleve det på nærmeste hold.

1. februar kl. 22.30 i Skjervøy nord for Tromsø, Norge. Med MS Finnmarken på vej mod Nordkap.

Pludselig løber passagerer gennem salonen på 4. sal. Der er nordlys igen!

De sidste lag tøj på, og i løb op ad trapperne til 8. sal ud i kulden. Kamera med stativ.

Nu var der meget, meget mere nordlys end tidligere på aftenen. Vi var midt i en veritabel solstorm. Som at være i et brusebad af tavse lysende stråler lige ned i hovedet på os. For hver ny serpentin af farver lød der et sug blandt de knap 100 tapre på dækket. Der blev klappet. Alle former: Spiraler, gardiner, streger, zigzag lyn, endog en stiplet linje! Mens man stod benovet og kiggede én retning så eksploderede det et andet sted. Det mest livlige lige over os. Kameraet kunne ikke håndtere bevægelserne, var bedre til de ting, der skete lidt længere væk – og fotos med bjerge og skibet kunne jeg se så bedst ud i kameraets linse.

Sådan blev det ved i 20 minutter, jeg glemte længe, at jeg ikke havde huen på.

Jeg troede oprindelig, at videofotografer, der filmer nordlys snyder med bevægelserne og afspillede hurtigere end virkeligheden. Men nej, fyrværkeriet gled med pastelfarver frem og tilbage. Væk var de svage grønne buer fra tidligere på aftenen.

Hvad er nordlys?

Nordlys (og sydlys, som det hedder på den sydlige halvkugle) opstår, når elektrisk ladede partikler fra Solen rammer Jordens nord- og sydpol. Så begynder luften i den del af atmosfæren, som ligger ca. 90-500 kilometer over jordoverfladen, at gløde.

Nogle gange kulminerer bombardementet af partikler fra Solen i såkaldte soludbrud, og så er nordlyset særlig kraftigt.

Kilde: Videnskab.dk

 

 

Så ligesom døde det ud, mens vi blev mere og mere udmattede af oplevelsen. Nede på 4. sal i varmen med den efterladte cognac i kaffekopperne spurgte vi selskabet ved siden af, hvordan de havde fundet ud af at der var nordlys – for det blev først oplyst over højtalerne al for sent. Så sagde den ene: – det var da meget simpelt, vi så det ud ad vinduet! Det var simpelthen dagens bemærkning!

Nordlyset i aften var varslet til styrke 5, hvilket er et højt niveau i  forhold til, at vi for tiden befinder os i en periode med ret lav solaktivitet. Kombineret med en klar himmel, endog med mange stjerneskud, så var forventningerne sat højt. Og blev til fulde opfyldt.

Hvilket flot naturfænomen: Stor tak til Jordens magnetfelt og Solens generøse strøm af ladede partikler.

Vil du lege med lyset?

I Experimentariums Lyslabyrinten udforsker du og eksperimenterer med lys og farver, skygge og mørke. Vidste du fx, at der findes skygger med farve? Og at man kan spille musik med laserlys? Kig forbi Lyslabyrinten og prøv selv!

Læs også: