Foto: Aleckoh

Kærlig hed på spray

Næsespray vækker fader-følelserne

Hormonet oxytocin kan trylle med vores følelser: Et pust i næsen på far øger hans indlevelse i sit lille barn.

Hormonet oxytocin fås på recept som næsespray. Beregnet til ammende kvinder, der vil lindre spændingen i deres bryster.

Men det lille trylle-hormon, kan mange andre tricks. Og nu viser et forsøg, at hormonet øger en fars empati for sit barn. Den lille skrigetrold bliver knuselskelig, kort efter hormonet rammer slimhinden i farmands næsebor.

Kæle-kemikalie

Krammehormon. Kærlighedshormon. Kælekemikalie. Hormonet oxytocin har mange navne, og er kendt for at binde os sammen socialt. Det får os til at knytte følelsesmæssige fællesskaber.

Studier har for eksempel vist, at vi frigiver det, når vi har sex. Ja, blot vi ser på et billede af vores elskede, bobler dette krammehormon frem i vores hjernevindinger.

Men den hormonale kærligheds-lim  er også på spil, når vi er sammen med vores børn. Og det udløses for eksempel af en fødende kvinde, så hun fra første sekund føler trang til at beskytte og pusle om sin lille ny.

Naturen ikke altid nok

Nogle gange er den naturlige produktion af hormonet dog ikke nok. Forældre kan ikke altid danne de stærke følelser, der skal til for at beskytte og pleje et spædbarn.

”Jeg er interesseret i at forstå, hvorfor nogle fædre er mere engageret i at passe deres børn, end andre”, forklarer hjerneforskeren James Rilling.

Det var baggrunden for at han og kollegaer udførte deres eksperiment, hvor fædre fik en dosis oxytocin med næsespray. Bagefter blev de hjerneskannet, mens de blev forevist billeder af små børn – blandt andet deres eget barn på mellem 1 og 2 år.

Kan bruges til behandling

Resultatet viste en øget aktiveret i de områder af deres hjerner, som er involveret i empati og belønning. Men det skete kun, når fædrene så et billede af deres eget barn.

Undersøgelsen tyder  på, at hormonet måske kan bruges til at afhjælpe forældre, der savner motivation til at involvere sig i sine egne børn. Som for eksempel fædre med fødselsdepression.

“Vi har vist, at ikke kun mødre, men også fædre gennemlever hormonale ændringer, som kan øge deres motivation for at passe deres barn”, siger James Rilling, der er direktør for Laboratoriet for Darwinistisk Neuroforskning ved Emory College of Arts and Sciences, USA.

“En dag kan hormonet måske bruges til at normalisere en mangel på motivation i forældre!, udtaler neuroforskeren i universitetets pressemeddelelse.

Kilde: Hormones and behavior

Vil du blive endnu klogere på krammehormonet?

Mangel på berøring kan føre til en tilstand, der kaldes hudsult. Vores hud hungrer simpelthen, når den er i underskud af kram og anden fysisk kontakt. Og det påvirker hele kroppen. Zoom ind på videnskaben bag det gode kram lige her.

 

I Sansetunnelen bevæger du dig fra spædbarnets første synsindtryk til den gamles begrænsede hørelse.
Tag på rejse i dine sanser

Læs mere