Miniverset på Experimentarium

Foto: David Trood

Kom og leg

Danmarks første naturvidenskabelige legeunivers

I dag åbner Experimentarium Danmarks første naturvidenskabelige legeunivers for de 1-5-årige. I 'Miniverset' kan børnene lege sig ind i naturvidenskaben sammen med deres voksne.

”Bag bjergene, under broen og gennem muren…” – der ligger Miniverset, et 1.000 m2 stort naturvidenskabeligt og eventyrligt legeunivers, specielt udviklet til de yngste børn.

I dag indvier H.K.H. Kronprinsesse Mary officielt Miniverset, der har fokus på, hvordan børn lærer og leger sig til naturvidenskab.

”Små børn er de fødte videnskabsfolk. Hver eneste dag går de på opdagelse og lærer nyt ved at lege. Miniverset er et unikt legeunivers, som nærer børnenes naturvidenskabelige grundforståelse i trygge, sjove og inspirerende omgivelser,” siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør, Experimentarium.

Miniverset henvender sig til børnefamilier og børneinstitutioner og er designet og bygget af Experimentarium. Nordea-fonden har støttet Miniverset med 22,2 mio. kr.

”Miniverset vil skabe fælles begejstring for naturen og dens forunderlighed blandt små børn og deres forældre,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Lærerig leg

Miniverset udspringer af Experimentariums dybe erfaring med at formidle naturvidenskab og begejstre børn og voksne gennem intuitive, interaktive oplevelser.

I Miniverset kan børnene selv udvikle legen og gøre den til deres egen – og de voksne leger med.

Naturvidenskaben knyttes sammen med kendte lege, som gør det let for børnene at komme i gang. Der lægges også op til leg omkring oplevelsen af ægte naturfænomener som fx vind, lys og spejlinger.

Ifølge Danmarks første professor i leg, Helle Marie Skovbjerg, er leg en naturlig måde for både børn og voksne at undersøge og forstå verden på:

”Vi har alle prøvet at lege, og vi kender alle til, at lysten til at lege overrumpler os, så vi bare lege. Leg er bare noget, vi gør, og i reglen ser det legende let ud. Det er en naturlig måde for os at opleve og undersøge verden på – vi er simpelthen født til at lege,” siger Helle Marie Skovbjerg, professor og ph.d., Designskolen i Kolding.

Læs meget mere og se video på Miniversets hjemmeside

Kendte lege og oplevelser af naturfænomener

Miniverset består af syv områder: ’Bondegården’, ’Hospitalet’, ’Gemmestedet’, ’Skyggeskoven’, ’Spejlhavet’, ’Blæsten’ og ’Stormbyggeriet’. Derudover er der læsehuler og et stort ankomstområde.

  • På ’Bondegården’ høstes grøntsager og frugt fra jorden, og dyrene giver kød og æg. Det sælges i gårdbutikken og laves om til duftende mad i køkkenet. Klassiske børnelege, som også giver børnene en matematisk grundforståelse gennem tælle- og kombinationsleg med former og farver.
  • Bamserne i ’Hospitalet’ lægger op til at lege læge og vise omsorg. Bamserne har knogler i kroppen, som kan give børnene en forståelse af skelettet. I røntgenmaskinen kan du se, om bamsen har brækket sit ben eller en arm, så den kan få forbinding på det helt rigtige sted.
  • ’Gemmestedet’ foregår på en dejligt grøn eng. Det er udklædningsleg og gemmeleg på samme tid, og så handler det også om fødekæden, hvor den lille muldvarp skal gemme sig for ræven. Det lægger op til sjov leg og til en snak om byttedyr og rovdyr.
  • I ’Skyggeskoven’ er der altid skumring. Lys og skygge spiller sammen, mens solen går ned og dagen på hæld. Måske er der lidt uhyggeligt, men der er også et rart lejrbål, hvor I kan sidde sammen og tale om, at skygger kun findes, hvor der også er lys, og at de to ting hænger sammen.
  • Alle små børn tiltrækkes af spejle og bruger dem til at blive mere bevidste om dem selv. ’Spejlhavet’ er en magisk undervandsverden, fyldt med vilde opdagelser, hvor spejlbillederne står på hovedet, mangedobles eller helt forsvinder.
  • I ’Blæsten’ handler det om vind. Vind kan du ikke se, men du kan mærke den, og den kan skubbe til ting. I en vindmaskine placeret i en efterårsskov kan børnene og deres voksne eksperimentere med, hvad form, vægt og materiale betyder for vindens effekt. Nogle ting flyver væk i vinden, andre slår saltomortaler i luften.
  • I ’Stormbyggeriet’ bygger I med store skumklodser. Men naturens kræfter spiller ind. Når stormen kommer, er det vigtigt at kunne bygge stabile konstruktioner. Børnene må prøve sig frem og se, hvad som holder bedst til vejr og vind.
  • I særlige læsehuler, eller hvor du ellers har lyst, kan du sætte dig med en af de børnebøger, som er udviklet til Miniverset. Bøgernes hovedpersoner er sjove figurer, som børnene møder i Miniverset. Historierne hjælper børnene med at forankre deres oplevelser og udvikle deres naturvidenskabelige ordforråd.
  • Miniverset har også et stort ankomstområde med garderobe, barnevognsparkering, picnicborde og et amme-rum.

Fakta om Miniverset

  • Miniverset indvies officielt 19. april 2018 af H.K.H. Kronprinsesse Mary. Den 20. april åbner Miniverset for gæsterne.
  • Miniverset er designet og bygget af Experimentarium og støttet af Nordea-fonden med 22,2 mio. kr.
  • Miniverset er et naturvidenskabeligt oplevelsesunivers med syv områder, der lægger op til legerig læring.
  • Miniverset er specielt designet for de yngste børn (1-5 år) og deres voksne. Større søskende må gerne deltage.
  • Miniverset er henvendt til børnefamilier og børneinstitutioner.
  • Miniverset bliver en del af de faste udstillinger på Experimentarium, Tuborg Havnevej 7, 2900 Hellerup.
  • Der er adgang til Miniverset med indløst entrébillet til Experimentarium eller med gyldigt årskort.

For yderligere presseinformation

Christian Juul Yssing

Presseansvarlig, Experimentarium

M: 41 39 17 08

E: christiany@experimentarium.dk


Om Experimentarium

Experimentarium er hele Danmarks science center. Vi har været tankevækkende siden 1991 og udforsket verden gennem naturvidenskab og teknologi sammen med millioner af nysgerrige børn og voksne. Vores ambition er at transformere den måde vores gæster oplever og forstår naturvidenskabens og teknologiens betydning i vores liv. Experimentarium er en erhvervsdrivende fond (non-profit) med 160 medarbejdere.