Sådan træner du din hjerne
Vi skal træne og udfordre vores hjerne – hele livet. Og Experimentarium er et oplagt sted at gøre det, siger hjerneforsker Ellen Garde.
– Vi bliver aldrig for gamle til at træne hjernen, og hvis vi bliver ved med hjernetræning og giver hjernen udfordringer ved at prøve nye ting, holder vi den frisk og stærk.
Det siger Ellen Garde, hjerneforsker ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.
Vi har sat Ellen Garde stævne på Experimentarium for at snakke med hende om, hvordan man bedst kan pleje og passe sin hjerne – fx i ferierne, når vi nu skal slappe af og lade op.
I videoen her fortæller Ellen Garde om, hvorfor det er vigtig at træne og udfordre sin hjerne – hele livet.
– Det er vigtigt, at man udfordrer hjernen og prøver nye ting. Hvis man altid gør det samme, kører man lidt på nogle faste motorveje, siger Ellen Garde.
Det er de nye udfordringer, der skaber nye forbindelser i hjernen og gør den mere stærk og mere robust. Ved at gøre mange forskellige, nye ting på samme tid, bringer man mange områder i hjernen i spil. De skal kommunikere, og det skaber nye forbindelser, fortæller hun.
Et sted som Experimentarium er et rigtig godt sted at gøre det, fordi her er så mange muligheder for nye aktiviteter, mener Ellen Garde.
Det er blandt andet vigtigt at få pulsen op. Hjernen udgør kun 2% af vores kropsvægt, men den bruger 20% af kroppens energi. Hjernen er altså en enorm energisluger, og det er derfor en vigtig del af hjerneplejen at få motion og pulsen i vejret, fortæller Ellen Garde.
Vil du tæt på hjernen? Besøg Experimentariums særudstilling BODY WORLDS eller dyk ind i kroppen i udstillingen Under Huden.
Læs mere om den sunde hjerne og Ellen Garde hos Center for Sund Aldring.
Skrevet af Anders Bruun 8. februar 2019