I påskeferien er der Sæbeboblefestival på Experimentarium, og det betyder spektakulære shows med internationale bobleartister, kæmpebobler og hyggelige bobleværksteder for hele familien.
I anledning af påsken introducerer vi nu også en helt ny satsning, vi kalder påskebobler – en serie overraskende eksperimenter med sæbebobler, der udfordrer både sanserne og videnskabens grænser.
Sæbebobler med chokoladesmag
I Experimentariums påskeboble-værksted kan børn og voksne prøve at blæse deres egne chokoladepåskeæg. Ved hjælp af en særlig udviklet sukkerbaseret sæbeopløsning er det lykkedes Experimentariums udviklere at skabe bobler, der – når de lander på tungen – giver en mild, sød smagsoplevelse.
“Det handler om at udvide forståelsen af, hvad en sæbeboble kan være,” forklarer Martin Aggerbeck, Experimentariums sæbebobleekspert og en af udviklerne bag projektet.

Til at skabe de unikke chokoladebobler har Experimentarium fået hjælp af den catalanske sæbebobleartist Pep Bou – en anerkendt ekspert på gastrobobler. Pep Bous spektakulære show kan opleves 2 gange dagligt under Sæbeboblefestivalen.
Sæbebobler formet som påskeæg
En særlig udfordring har været at skabe sæbebobler med den karakteristiske æggeform. Sæbebobler vil altid have tendens til at være runde, så det er lidt af en bedrift, at det er lykkedes at gøre dem aflange som æg. “Ved at manipulere luftstrømme og sæbefilmens spænding kan vi nu skabe bobler, der ikke er kuglerunde, men i stedet får en aflang, æggeformet struktur”, fortæller Martin Aggerbeck.
Resultatet er smukke, svævende, gennemsigtige påskeæg – der smager af chokolade.

Nye smagsvarianter på vej
Projektet med påskebobler er en del af Experimentariums arbejde med konstant at finde på nye og overraskende måder at gøre naturvidenskab nærværende og overraskende for børn og voksne: “Vi vil gerne vise, at selv noget så velkendt som en sæbeboble stadig kan overraske. Det handler om at kombinere noget kendt og elsket med forbløffende videnskab”, siger Martin Aggerbeck.
Hvis projektet bliver en succes, er det planen at udvide med nye smagsvarianter, fx jordbær, pistacie og bacon. Og hvem ved – til næste påske kan man måske blæse sæbebobler formet som små lam og med smag af lammekød…
Påskebobleværkstedet kan opleves under Sæbeboblefestivalen i påskeferien.
God fornøjelse!
Skrevet af Anders Bruun 1. april 2026