Sæbeboblefestival, Tom Noddy

Magiske bobler

Sæbeboblekongen

Tom Noddy er en vaskeægte hippie med et livslangt kærlighedsforhold til de regnbuefarvede sæbebobler, der normalt kun hører barndommen til. I dag er han verdensberømt for sit sæbebobleshow Bubble Magic.

“Af alle de bobler du har blæst, hvilken en er så den flotteste?” spørger et barn på en af de bagerste rækker. “Tornadoen – helt klart,” svarer Tom Noddy, sæbeboblekongen, der i uge syv og otte besøger Experimentarium med sit verdensberømte sæbebobleshow.

“Den er anderledes hver gang, man laver den, men altid smuk,” forklarer den storsmilende sæbeboblekonge, der i år fylder 64, mens han blæser to bobler og puster røg i den ene med sin lille røgmaskine. Han prikker hul så røgen hvirvler rundt og rigtigt nok danner en lille fin tornado inde i sæbeboblen.

Fred, kærlighed og bobler

Toms fascination med boblerne startede i 1969 da han som 21-årig fabriksarbejder prøvede at spare sammen til en flybillet til Europa. Dengang var Tom en del af ungdomsrevolutionen, men det lange hår og de frie tanker kom man ikke langt med i hans hjem i New Jersey.

“Jeg kedede mig helt vildt. Der var aldrig noget godt i fjernsynet – bortset fra Star Trek selvfølgelig. Så jeg gik ned og købte en yoyo og lærte mig selv alle de tricks, jeg ikke lærte som barn; jorden rundt, vuggen, gå tur med hunden osv. Men jeg begyndte hurtigt at kede mig og måtte finde et nyt stykke legetøj,” fortæller Tom.

Efter adskillige ture i legetøjsbutikken, finder Tom en af de små beholdere med sæbeboblevand. Han tager den med hjem, og efter at have pustet den første boble, ved han, at det her aldrig bliver kedeligt.

Den umulige sæbeboble

Foto: Roland Berger

Foto: Roland Berger

“Det I ser her, er resultatet af at have leget med sæbebobler næsten hver dag i over 40 år. Min far er så stolt af mig,” siger Tom sarkastisk med et lille fnis til publikum, mens han konstruerer et af sine boblekunstværker.

For det er virkelig kunst, det Tom laver. Nogle ville måske sige det umuliges kunst, for Tom kan nemlig lave terningformede sæbebobler. En sæbeboble vil altid prøve at blive så lille som muligt, hvilket boblens overfladespænding sørger for. Den mindste form er en kugle, som vi kender sæbeboblerne bedst, så når Tom Noddy viser sin firkantede boble frem, måber fysikverdenen, og sæbeboblekongen beviser for dem, at intet er umuligt.

Opskrift på den perfekte sæbeboble

Sæbevand: For at lave den perfekte sæbeboble skal du bruge godt sæbeboblevand. Her er Toms egen opskrift:

  • 1 del opvaskemiddel (Fairy Ultra Original er bedst)
  • 16 dele vand
  • 1 spiseskefuld glycerin (købes i Matas)

Sæbeboblejern

Hvis du vil lave rigtig store bobler, skal du bruge:

  • 1 stykke tykt ståltråd
  • 1 lang bomuldssnor

Lav en cirkel af ståltråden og vikl snoren omkring. Lav eventuelt et håndtag på cirklen.

Til forældre: Regnvejr er det perfekte sæbeboblevejr. Sæbebobler er nemlig ligeglade med regndråber eller skarpe kanter på træer eller buske – så længe det er vådt, så skal de nok overleve.

Se mere