Hvad vinder de olympiske atleter?
I Tyskland vinder OL guldvindere ikke blot medaljer, men også gratis øl resten af livet. Vi ser nærmere på, hvad atleterne egentlig kan vinde - ud over æren.
Da De Olympiske Lege blev afholdt for mere end 2000 år siden, i oldtidens Grækenland, blev atleterne hædret med en flettet krans af olivenblade.
Selvom en flettet krans ikke lyder af meget, kunne atleterne se frem til en overvældende modtagelse, når de rejste hjem. Hjembyens borgere stod nemlig klar til at hylde atleten, som typisk blev æret med fri kost, dyrebare gaver og retten til at rejse en statue i hjembyen eller ved Olympia.
Det var først i 1896, at den kendte medaljetradition startede. Overraskende nok fik førstepladsen en sølvmedalje, andenpladsen en medalje af kobber og tredjepladsen måtte gå tomhændet hjem – trods sin kraftanstrengelse og store præstation. Dette blev der dog lavet om på til OL i 1904, hvor medaljetraditionen, som vi kender den i dag, blev etableret.
Vinderne ved OL i London i 1908 var særligt heldige. Her fik hver af de individuelle vindere nemlig tildelt en ægte guldmedalje! Dette er dog ikke set siden, og nu er førstepræmien en medalje af forgyldt sølv.
Den nuværende medaljetradition har altså lidt over 100 år på bagen. Dog vinder atleterne ikke kun et funklende halssmykke. I de fleste lande følger der ofte også en god sum penge med den eftertragtede OL-titel, når atleten vender hjem.
Til De Olympiske Lege i Rio i 2016 fik Pernille Blume en medaljebonus på 100.000 kroner. Både Jakob Fuglsang og Sara Slott, der begge vandt sølv, fik en medaljebonus på 70.000 kroner. Og bronzevinderen Lasse Norman Hansen fik en medaljebonus på 50.000 kroner.
Vores naboland, Tyskland, har samme medaljebonus, som vi har herhjemme. Dog udløser guldmedaljen ikke kun et beløb på 100.000 kroner – atleten vinder også gratis øl resten af livet!
De danske og tyske medaljebonusser bliver dog toppet af andre nationer. Da svømmeren Jospeh Schooling fra Singapore sikrede sig en guldmedalje, ved OL i Rio 2016, blev han knap 5 millioner danske kroner rigere – en timeløn på lige godt 100 millioner, for det tre minutter svømmeren var i vandet.
Hvis Joseph Schooling havde været fra Storbritannien, havde hans bankkonto set helt anderledes ud. Storbritannien har nemlig valgt at afskaffe medaljebonussen. I stedet får vinderene den store ære af at komme på de nationale frimærker.
Skrevet af Emilie Schultz-Knudsen 16. januar 2020