Når vi husker OL og PL, er det som regel de enkelte sportsudøvere og deres fantastiske præstationer, der står skarpest i fokus. Men nogle gange bliver debatten om det udstyr, atleterne bruger så brandvarm, at den overskygger alt andet – selv den sportslige præstation.

Her ser vi tilbage på fire gange i sportshistorien, hvor tekniske landvindinger og nyt udstyr var så banebrydende, at det blev vigtigere end atleten – og hvor det enten endte med forbud eller nølende godkendelser.

Opfinderen satte timeverdensrekord på en cykel lavet af dele af fra en vaskemaskine

I 1993 forbløffede en ellers ukendt skotte den internationale cykelsport, da han slog verdensrekorden for, hvor langt man kan køre på en cykel i en time – og siden forbedrede sin egen rekord to gange. Graeme Obree kørte på en cykel, som han selv havde lavet, blandet med dele fra en vaskemaskine, og en hidtil uset position på cyklen, hvor han sad krummet ned over sine egne arme, som lå tæt inde under overkroppen for at minimere luftmodstanden, den såkaldte knæler-position. Siden udviklede han en ny aerodynamisk position, hvor han lå ned over styret med armene strakt ud foran sig, da hans knæler-stilling blev forbudt. Den blev kendt som Superman-positionen. Men den cyklende Georg Gearløs med sin hjemmelavede fartmaskine og sin aparte positur vakte modstand i den etablerede cykelverden, hvor man ikke var begejstret for hans sære cykler og positioner.

En anden brite, englænderen Chris Boardman, som i samarbejde med sportsbilfabrikanten Lotus 77 også gik utraditionelle veje, da den cykel, som han brugte til at snuppe Obrees rekord, blev fremstillet. I modsætning til skotten fik Boardman dog også en landevejskarriere, der inkluderede gule førertrøjer i Tour de France og VM- og OL-medaljer.

I 1997 ændrede den Internationale Cykel Union  (UCI) reglerne, så at timeverdensrekorden kun kunne sættes på traditionelle racercykler og forbød i samme ombæring tristyr og særlige aero-hjelme. Man skrev samtidig en lang række rekorder ud af historiebøgerne og anerkendte nu i stedet Eddy Merckx’ rekord fra 1972 som den gældende timeverdensrekord. Obree og Boardmans rekorder blev i stedet kun anerkendt som ’bedste menneskelige præstation’ – altså ikke som UCIs officielle timeverdensrekord. Den snuppede Boardman alligevel i år 2000, da han med forbedrede Merckx rekord med sølle 10 meter.

Obrees levned og præstationer har siden både været mål for en spillefilm (The Flying Scotsman, 2006) og en dokumentar (Battle Mountain, 2015), som man kan se, hvis man er blevet nysgerrig på den gale og geniale skotte.

I 2014 har UCI dog igen modificeret kravene, så man nu kan slå rekorden med en cykel, som er godkendt til banedisciplinerne. Den aktuelle timeverdensrekord blev sat af belgieren Victor Campaenarts i april sidste år med 55,089 kilometer.

Svømmedragt med luftlommer og rekordgaranti

Ved indgangen til 2010 forbød det internationale svømmeforbund FINA en række højteknologiske svømmedragter. Det skete efter et par års intens diskussion om de nye dragter, der havde været stærkt medvirkende til en lang række forbedringer af verdensrekorderne.

Dragterne, der blandt andet bestod af forskellige plastic- og gummi-materialer som polyurethan og neopren og havde små luftlommer, gav svømmerne en væsentligt forbedret opdrift i vandet. De kunne ligge højere i vandet og havde en op til otte procent lavere vandmodstand.

Dragterne var særdeles dyre. De kostede omkring 3.500 kroner og kunne kun bruges 10-12 gange. Ifølge mange svømmere, trænere og ledere førte de nye dragter til unfair konkurrence.

Den høje pris førte året forinden til et forbud i dansk svømning, fordi man ikke ville belaste de unge svømmeres (og deres forældres) økonomi med de voldsomme beløb i en sport, hvor man ellers traditionelt kun har haft begrænsede udgifter til udstyr.

Inden forbuddet blev der ved VM i 2009 sat 43 (!) verdensrekorder med de højteknologiske helkropsdragter.

Pistorius brød alle grænser på sine ’cheetahs’

Sydafrikaneren Oscar Pistorius blev født uden skinnebensknogler, og 11 måneder gammel fik han amputeret benene midt imellem knæet og anklerne. Det forhindrede ham ikke i at kaste sig ud i en lang række sportsgrene som dreng. Han dyrkede både rugby, tennis, vandpolo og brydning, og det var først efter en alvorlig rugbyskade, da han var 16, at han som en del af genoptræningen begyndte at løbe.

Allerede i september 2004, godt et år efter rugbyskaden, deltog han med stor succes ved de paralympiske lege i Athen. Selvom han stillede op i klassen for løbere med et amputeret ben (T44), vandt han bronze på 100 meter og guld på 200 meter. Året efter begyndte han at stille op i konkurrencer mod løbere uden handicap, og ved de sydafrikanske mesterskaber blev han nummer seks i finalen på 400 meter i tiden 47,34.

Han fortsatte sin udvikling, og ved VM i para-atletik i 2006 var han helt suveræn med guldmedaljer på både 100, 200 og 400 meter samt en verdensrekord på 200 meter.

Pistorius løb med nogle helt særlige proteser, de såkaldte Cheetahs fra det islandske firma Össur. De J-formede carbonfiber-proteser var udviklet af en amerikansk biomedicinsk ingeniør, Van Phillips, der som ung selv havde mistet sit underben.

I marts 2007 ændrede det Internationale Atletik Forbund (IAAF) sit regelsæt, så man forbød ’ethvert teknisk hjælpemiddel med fjedre, hjul og lignende, som kan give brugeren en fordel mod konkurrenter uden dette hjælpemiddel’. IAAF hævdede, at reglen ikke var indført specielt rettet mod Pistorius, men i november samme år blev han indbudt til en række videnskabelige forsøg på universitetet i Köln for at få afklaret, om han havde en unfair fordel. Professor i biomekanik Peter Brüggemann konkluderede efterfølgende, at Pistorius skulle bruge betydeligt færre kræfter på bevæge sin krop fremad takket være sine Cheetahs, end konkurrenter med begge ben.

På den baggrund forbød IAAF Pistorius’ proteser, men han appellerede til den internationale sportsdomstol CAS og fik medhold i april 2008. Her blev der lagt vægt på, at sydafrikaneren havde sværere ved at accelerere i starten og ved at komme rundt i kurverne, og at han derfor samlet set ikke havde nogle unfair fordel. Det lykkedes ham dog ikke at kvalificere sig til sommerens OL i Beijing, hverken individuelt eller til det sydafrikanske 4×400 meter stafethold.

Men Pistorius opgav ikke sin olympiske drøm. Han fortsatte udviklingen og i sommeren 2011 lykkedes det ham at opfylde A-kravet til OL i London med tiden 45,07 ved et stævne i Italien. Han blev udtaget til VM i atletik samme år, hvor han nåede frem til semifinalen på 400 meter og deltog i de indledende heat for Sydafrika. Han blev  dog fravalgt til finalen, hvor det lykkedes sydafrikanerne at vinde sølv, og fordi han havde løbet indledende fik Pistorius også en medalje.

I 2012 kom Pistorius endelig med til OL i London. Her blev det igen til exit i semifinalen individuelt, mens stafetholdet blev nummer otte og næstsidst i finalen, hvor Pistorius løb den fjerde og sidste tur som holdets ankermand. Han blev valgt til at bære den sydafrikanske fane ved afslutningsceremonien. Ved de efterfølgende paralympiske lege vandt sydafrikaneren guld og satte ny paralympisk rekord på 400 meter, guld og ny verdensrekord med det sydafrikanske stafethold på 4×100 meter, men måtte nøjes med sølv på både 100 meter og 200 meter. Han havde på det tidspunkt sponsoraftaler til en værdi af mere end to millioner dollars og optrådte som model i reklamekampagner.

Men den fantastiske historie om ’Blade Runner’, som Pistorius blev kaldt, fik ikke en lykkelig afslutning. I februar 2013 skød og dræbte para-stjernen sin forlovede, den sydafrikanske model Reeva Steenkamp med fire skud gennem døren til soveværelset. Han erkendte at have skudt hende, men hævdede, at han havde troet, at hun var en indbrudstyv. Han blev fundet skyldig i drab og idømt fem års fængsel, men han blev i oktober 2015 overført til husarrest. I juli 2016 blev han efter en appelsag i stedet dømt for mord. Aktuelt afsoner Pistorius således en dom på 15 års fængsel efter at have fået sin appel afvist. Han kan tidligst blive prøveløsladt i 2023.

Nikes fantastiske fartsko og to timers grænsen

I årevis har de store sportsskofirmaer lovet alverdens motionsløbere forbedrede tider med lige netop deres sko. Nu ser det endelig ud til, at Nike har lavet en model, som lever op til løfterne.

Med Vaporfly, som kom på markedet i 2016, og siden den opdaterede model Next %, har mange løbere oplevet, at de kan løbe hurtigere end ellers. Og adskillige forsøg dokumenterer, at man iført de nye sko – som ifølge flere eliteløbere giver en oplevelse af ’at løbe på trampoliner’ sparer energi i forhold til andre modeller – og at man derfor også kan løbe hurtigere i Nikes nye sko.

Hemmeligheden bag trampolinskoen er et nyt hårdt letvægtsskum kaldet Pebax kombineret med en buet carbonsål. Denne unikke kombination sørger for en fjedereffekt og minimerer den mængde energi, der går tabt, hver gang foden rammer jorden.

Selvom kritikerne har råbt højt om ’teknologisk doping’ godkendte det Internationale Atletik Forbund i januar i år både Vaporfly og Next %-modellerne.  Samtidig har IAAF dog nedlagt forbud mod sko, som har mere end en carbonplade i sålen, og hvor sålen er mere end 40 mm høj. Det betyder eksempelvis, at den tid, som Eliud Kipchoge satte sidste år i en park i Wien, hvor han kom under drømmegrænsen på to timer på maraton-distancen, under ingen omstændigheder ville have kunne blive godkendt som en verdensrekord, da hans sko angiveligt havde tre carbonplader i sålen, som også målte mere end de tilladte 40 mm.

Kipchoge vidste på forhånd, at hans løb i Wien ikke ville blive godkendt som ny verdensrekord, da forskellige løbere undervejs skiftedes til pace ham. Det var kun et forsøg på at bevise, at det er menneskeligt muligt at løbe under to timer. Den 35-årige kenyaner har i øvrigt alligevel den gældende verdensrekord på maratondistancen med 2.01.39, som han løb, da han vandt Berlin Marathon i 2018.

Samtidig har IAAF også besluttet, at modeller, som skal kunne godkendes, fremover skal have været tilgængelige i almindelig handel i mindst fire måneder.

Matthew Yates, som tilbage i 90erne var en af verdens bedste mellemdistanceløbere, og som i dag er en respekteret løbetræner er kritisk overfor IAAFs beslutning om at tillade Nikes Vaporfly-sko:

“Atleter har mistet medaljer og økonomisk støtte, fordi Nike har fået lov til at bryde reglerne, men IAAF sov i timen og ikke gjorde noget. Det er det samme som doping, det er simpelthen snyd”, siger den 51-årige træner til The Guardian om skoene.

Herhjemme er Team Danmarks præstationsingeniør Andreas Top Adler mere positiv.

“Det er jo fair, hvis alle har adgang til dem. Det er jo også en spørgsmål om økonomi, det ville ikke give mening, hvis de kostede eksempelvis 100.000 kroner mere end andre sko. Men det gør de jo ikke, siger Andreas Top Adler, som i øvrigt forudser, at vi en gang i fremtiden alle går rundt med fjedrende sko, som sparer på vores kræfter. På et tidspunkt tror jeg, at der bliver lavet en løbesko, der virker som en elcykel med en fjeder, der måske er batteridrevet, og som giver os et boost, hver gang vi tager et skridt”.

I øjeblikket er Nike alene på markedet med den hurtige sko. Next %-modellen koster 2.250 kroner. Det er ukendt, hvor mange kilometer, at man kan løbe i skoen, hvor effekten forbliver intakt.  Selvom Nike har taget patent på den særligt buede carbonsål, er der ingen tvivl om, at konkurrenterne snart kommer på markedet med lignende modeller.

Læs mere om Kampen om det bedste udstyr ved OL og PL, og bliv klogere på, hvordan udstyret godkendes.