Kosttilskud kan måske holde dig slank
Snart bliver det måske nemmere at holde vægten efter en slankekur. Et simpelt kosttilskud viser sig nemlig at kunne hjælpe mus til at undgå yoyo-effekten. Nu skal tricket prøves på mennesker.
Menneskeheden lider af overvægt. Det skønnes, at 44 procent af verdens befolkning har for meget siddende på sidebenene. Og desværre virker slankekure kun for de færreste.
Op til 80% af os ser de gamle tal dukke op igen på badevægten allerede et år efter det hårdt tilkæmpede vægttab. Slankekure får blot vægten til at køre op og ned. Yoyo-effekten, elevator-vægt… Kært fænomen har mange navne.
Nu viser et banebrydende videnskabeligt studie, udført af blandt andet forskere fra Weissmann Institute of Science i Israel, hvorfor vægten stiger igen. Undersøgelsen afslører samtidig, at kosttilskuddet flavonoid kan modvirke yoyo-effekten – i mus vel og mærke.
Forskerne understreger, at det ikke er sikkert, det samme gør sig gældende i mennesker, og det er måske andre stoffer, der skal til. Men de forestiller sig, at metoden kan overføres til mennesker.
Dermed kan vi måske endelig slippe for den deprimerende yoyo-effekt.
“Jeg er ret begejstret. De har virkelig fat i noget her. Det er et gennembrud i vores forståelse af, hvordan man kan fastholde vægttab. Det vil virkelig være noget, der kan få betydning ikke kun for vores udseende men også vores helbred”, udtaler den danske forsker professor Oluf Borbye Pedersen fra København Universitet om resultatet, som netop er offentliggjort på tidsskriftet Nature’s hjemmeside.
Det, de israelske forskere har påvist hos mus er, at sammensætningen af bakterier i tarmene som det eneste IKKE ændrer sig under en slankekur. Slankede mus har grundlæggende den samme bakteriesammensætning, som da de var fede.
“Det er den bakteriesammensætning, som får musene til at tage lynhurtigt på igen”, forklarer Oluf Borbye Pedersen om det israelske studie.
“Og når de så har kigget på, hvad der er galt med den bakteriesammensætning, så kan de se, at bakterierne producerer enzymer, som nedbryder stoffer i foderet, som kaldes flavonoider. Det vil sige, at de slankede mus har meget få flavonoider i tarme og blod i forhold til mus, der aldrig har været fede. Det er det, der er problemet. Mængden af flavonoider er ikke normal”, forklarer den danske forsker.
Flavonoider er ifølge Oluf Borbye Pedersen kendt for at give vægttab.
“Så de forklarer, hvorfor musene, når de er blevet slanke, stadig kan producere enzymer, der nedbryder de slankende stoffer i maden. Det er det, de genialt viser i det her studie.”
Da de israelske forskere gav slankede mus et tilskud af oprensede flavonoider, viste det sig ganske rigtig, at disse mus tog mindre på igen efter en kur.
Og når de overflyttede bakterier fra slankede mus til sterile mus, gik de friskt inficerede mus op i vægt.
Det har aldrig været særlig godt forstået, hvorfor dellerne insisterer så vedholdende på at komme tilbage efter en slankekur. Men det netop offentliggjorte studie lader altså til at pege på en naturvidenskabelig forklaring på yoyo-effekten.
Resultaterne giver derfor håb om, at man kan behandle fedme ved at påvirke tarmbakterierne i en patient efter en kur.
Som nævnt bliver det dog ikke nødvendigvis med flavonoider.
”Det er ikke sikkert, det virker på samme måde i mennesker,” skriver en af de ledende forskere bag studiet, Eran Elinav fra Weissmann Institute of Science i Israel, i en e-mail til Experimentarium.
“Vi har andre bakterier i tarmene end mus. Vi spiser også en anden kost. Desuden er vores tarme anderledes. Men vi er netop i gang med et omfattende studie af overvægtige mennesker for at finde de tilsvarende bakterier og molekyler i mennesker,” forklarer han.
Oluf Borbye Pedersen fra Københavns Universitet er enig:
“Nu skal folk ikke flå flavonoider ned fra hylden i helsekostbutikkerne. Vi er blevet skuffet så mange gange, når vi har skullet overføre resultater fra mus til mennesker. Det viser sig tit at det ikke er de samme mekanismer, der er i spil.”
Først når resultaterne af de igangværende undersøgelser på patienter ligger klar, mener Eran Elinav, at det vil være ansvarligt at anbefale et stof til behandling.
“Til den tid vil vi forhåbentlig have identificeret måder, hvormed vi gennem påvirkning af bakteriesammensætningen i tarmene kan afhjælpe dette udbredte sundhedsproblem,” meddeler han Experimentarium.
Kilde: nature.com
Skrevet af Henrik Prætorius 24. november 2016