Julerød Bageby er slut for i år, og sikke en peberkagejul, det har været! Peberkageværkstedet har summet af liv og store og små peberkagebyggere har fyldt huset og brugt deres kreative evner (og søde tand) og skabt fantastiske og velduftende peberkagemesterværker af alt fra robotter, julemandsslæder, Rundetårn, pyramiderne, lufthavnen, slotte, borge, fodbold- og basketbaner, finurlige huse og hyggelige nisseshelters. Kreativiteten har været enorm, og vi elsker det!
Vinderne af årets konkurrence er nu fundet – dem præsenterer vi her, og nederst finder du et galleri med et lille udpluk af de mange mesterværker.
Tak for et forrygende Julerød Bageby 2025 – vi gør det igen næste år!
Årets vindere 2025
Familiekategorien

”Robotten”
Aviena fra Vedbæk har bygget en fantastisk flot robot. Udover at være usædvanlig kreativt konstrueret, er Avienas robot meget, meget flot pyntet. En værdig vinder i familiekategorien af årets peberkagedyst 2025! Familien har vundet en VIP tur til Experimentarium for 25! 🏅
Skolekategorien

Borg med rutchebane
5H fra Skolen ved Havet har haft arkitekturforløb om bygninger med formål, og nogle af eleverne har bygget denne vidunderlige, kreative borg med rutchebane. Tillykke til 5H, der har vundet en VIP tur til Experimentarium for klassen og familier! 🎉