Guide til Den Interaktive Biograf
Når du ser filmen "Pigen, der ikke ville sidde stille", skal du hjælpe pigen Anna med at redde menneskeheden fra en mystisk tåge.
En underlig, farlig tåge breder sig ud over verden. Den er næsten umærkelig. Men når den rammer folk, går de næsten helt i stå. Du skal nu ændre verdens gang. Hjælp pigen i filmen med at befri menneskeheden for den mystiske tåge.
Følg pigen, hvis du kan. Det er svært – hun har fart på. Men er du frisk, hjælper hun dig.
Spring for livet i en brusende flod. Det skal gå stærkt. Hop fra træstamme til træstamme. Der er ikke råd til, at du rammer ved siden af.
Vift tågen væk, før den mystiske dis opsluger dig. Du er nødt til at gøre alt, hvad du kan for at holde tågen fra livet.
“Pigen, der ikke ville sidde stille” er produceret af Experimentarium i samarbejde med danske Ghost VFX, som også har lavet visuelle effekter til Hollywood-film som Jurassic World.
Manuskriptet er skrevet af den amerikanske manuskriftforfatter Philip LaZebnik, som også er kendt for animerede Disney-klassikere som Pocahontas og Mulan.