Den Interaktive Biograf: Til læreren
4. -9. klasse, Dansk, samfundsfag, biologi, idræt samt sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
Emneord: Motion, stillesiddende adfærd, bevægelse, sundhed, interaktiv, inaktivitet
Formålet med udstillingen er at skabe en overraskende, personlig, vedkommende interaktiv oplevelse om bevægelse og sundhed. Den interaktive oplevelse skal motivere eleverne til at genoverveje de sundheds- og bevægelsesmæssige valg, de træffer hver eneste dag.
Efter 9. klasse Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
Kompetenceområder: Sundhed og trivsel: Sundhedsfremme, fase 1
Kompetenceområder: Sundhed og trivsel: Livsstil og levevilkår, fase 1
I Den Interaktive Biograf viser vi filmen Pigen, der ikke ville sidde stille. Det er en 14 min lang interaktiv film med en nyfortolkning af den klassiske sundhedsoplysning. Gennem en flot, sjov, inspirerende visuel fortælling og publikums fysiske deltagelse har historien til formål at inspirere eleverne til at komme op af stolen og bevæge sig mere i hverdagen.
Inden besøget kan du tale med dine elever om emneordene. Tal med eleverne om, hvad det vil sige at være aktiv og inaktiv i hverdagen? Hvilken betydning har det for elevernes læring, kroppe og almene trivsel?
Der kan være 20 personer i Den Interaktive Biograf. Vi anbefaler, at I deler klassen op i to hold og lader den ene halvdel besøge enten Sansetunnelen eller Under Huden og efterfølgende skifte rundt.
Mens I står udenfor Den Interaktive Biograf, kan I se reklamer og nyheder på skærmen ved biografens indgang. Reklamerne relaterer sig til filmens tema, og i nyhederne fortælles om en mystisk tåge, som forskellige eksperter udtaler sig om.
I Den Interaktive Biograf skal eleverne være fysisk aktive. De skal hjælpe filmens hovedperson Anna med at redde verden fra den truende tåge af inaktivitet. Denne inaktivitet har ramt Annas familie og sammen med eleverne, kaster hun og eleverne sig nu afsted på en fysisk krævende rejse for at redde Annas familie og verden fra inaktivitet.
Efter oplevelsen kommer eleverne ud og møder en masse journalister, der vil spørge ind til deres oplevelse.
Som lærer er det jeres ansvar at understøtte eleverne – og gerne medvirke aktivt under besøget Den Interaktive Biograf og tage hånd om eleverne og jeres fælles fokus. Gå gerne med i biografen og vær fysisk aktiv med eleverne under filmen.
Tilbage på skolen kan klassen diskutere form og indhold i filmen Pigen der ikke ville sidde stille. Filmen er et alternativt bud til den altid aktuelle sundhedsdebat. Eleverne kan diskutere formidlingsformatet i udstillingen og undersøge, hvordan det adskiller sig fra andre sundhedskampagner fra Sundhedsstyrelsen o.l.
Du kan læse hovedkonklusionerne og anbefalingerne i rapporten Fysisk aktivitet – læring, trivsel og sundhed i folkeskolen, udgivet af Vidensråd for forebyggelse, 2016.