Om opfindelser
Alle drømmer om at få en rigtig god idé. En idé som forandrer verden for millioner. Og det er slet ikke umuligt.
Udstillingen, som er skabt af Industriens Fond og Experimentarium i fællesskab, er fyldt med viden, der kan inspirere den indre opfinder og fodre den drøm om at opfinde noget vigtigt, mange af os går rundt med. Her viser vi, hvordan naturvidenskabelig forskning og teknologi er drivkraften i en stor del af de materielle ting, vi omgiver os med i hverdagen. På den måde håber vi at øge interessen for naturvidenskab og teknik.
Støvsugeren er et godt eksempel. Den tager vi alle for givet i dag. Men engang blev den opfundet af visionære teknikere med indsigt i de forunderlige nye elektromotorer. Elektromotorerne var udviklet af geniale fysikere, med dyb forståelse for 18-hundredetallets banebrydende opdagelser om elektricitet og magnetisme. Din støvsuger er altså et hårdt tilkæmpet resultat af viden og teknisk udvikling, som der rækker helt tilbage til HC Ørsteds tid!
Den kombination af viden og opfindsomhed er stadig udfordringen i produktudvikling. Og den er vigtigere i dag end nogensinde. I Opfindelsernes Hus er målet netop derfor at vise, hvordan danske virksomheders produkter og deres funktion stadig er knyttet direkte til grundlæggende naturvidenskab.