6 fascinerende facts om lyn
Sommer er højsæson for lyn og torden i Danmark. De mange lynnedslag kommer, fordi kold luft fra nord bevæger sig hen over det opvarmede hav og land, så der dannes tordenskyer. Her er seks facts om lyn, du ikke kendte.
Vi kender det allesammen: Det har været en varm og fugtig sommerdag, svalerne flyver lavt og skyerne er mørke og tunge. Det skal være tordenvejr. Vi kryber indenfor, og tæller sekunderne fra vi ser det lysende lyn og til det buldrende tordenbrag…
Tordenaftenener har vi mange af i Danmark. Her er seks fascinerende facts om de flotte og farlige lyn:
Et lyn har en temperatur på 30.000 grader. Det er fem gange temperaturen på solens overflade. På nogle få milliontedele af et sekund, kan et lynnedslag afsætte energi nok til at oplade 5.000 smartphones.
Hvis du er lidt for tæt på et lynnedslag, kan det gå ud over hørelsen. De fleste lynnedslag udsender torden på over 120 decibel. Det svarer til lydniveauet til en rockkoncert, og kan sprænge din trommehinde.
Træer eksploderer, når de bliver ramt af lynet. Lynet løber igennem harpiksen, som koger, fordamper på kort tid og skaber en eksplosion.
Lynnedslag kan dræbe, selvom det ikke rammer dig. Når lynet rammer jorden, suger det strøm til sig fra omgivelserne. Strømmen kommer hurtigst frem igennem dig eller en ko, som leder strøm bedre end luft – det gør den fordi, dyrekroppe indeholder store mængder vand. Den uheldige konsekvens er dog, at vi får hjertestop.
Når et lyn slår ned i fugtigt sand, smelter sandet på grund af den enorme varme. Vandet leder strømmen gennem sandet og danner nogle flotte glasskulpturer, der ligner lyn.
Tordenbrag skyldes, at luften rundt om lynet bliver varmet op og udvider sig hurtigere end lyden. Luften skubbes udad og bryder lydmuren ligesom et jetfly. Lyden bevæger sig cirka en kilometer på tre sekunder.
Er du fascineret af vind og vejr? Besøg Stranden på Experimentarium og lav en orkan i en bowle.
Skrevet af Turi Kirstine Schäffer 16. maj 2018