Hvorfor kan det hagle om sommeren?
Sommer forbindes med solskin og varme – men sådan hænger det ikke altid sammen. Det danske sommervejr kan byde på lidt af hvert – endda iskolde hagl. Men hvorfor?
Vi har spurgt eksperterne fra Danmarks Meteorologiske Institut, som besvarer spørgsmålet.
Det kan virke mærkeligt, at det kan hagle, selvom vi har en dejlig varm sommerdag. Hagl har jo normalt noget med koldt vejr at gøre!
Forklaringen findes inde i de kraftige bygeskyer, som vi ser om sommeren. Skyerne strækker sig så højt op, at skyen har plusgrader i bunden og minusgrader i toppen.
Hagl dannes oppe i toppen af disse kraftige byger, hvor iskrystaller og vanddråber flyver op og ned og bliver til små hagl. Jo mere de flyver op og ned des mere is kommer der på, og jo tungere bliver de.
Til sidst er haglene så tunge, at det falder ud af skyen og de når ikke altid at smelte på turen fra skyen og ned til jorden. Og så mærker vi det som en haglbyge.
I samarbejde med DMI har vi besvaret mange flere spørgsmål om vejr og klima. Tryk her, og få flere gode klimaforklaringer fra DMI
Læs også: Holder de gamle myter om vjer og klima?
Artiklen blev bragt første gang i april 2022
Skrevet af Nichlas Olsen 24. juni 2024