Når du hopper i havet på en badeferie i Tyrkiet, Tunesien eller Italien, er de farlige hvidhajer nok ikke det første, du tænker på. Og med god grund: For selv om man ved, at den store dræber holder til i Middelhavet, er det yderst sjældent, man får syn for sagen.

Men det sker fra tid til anden, at lokale fiskere får en hvidhaj i deres net, og det har et engelsk forskerhold fra University of Aberdeen nu udnyttet til at blive klogere på de sjældne hajers oprindelse.

De har taget vævsprøver fra fire hvidhajer, som blev fanget i henholdsvis Tyrkiet, Tunesien og Sicilien og har analyseret deres dna. Helt præcist det mitokondrielle dna, som hajerne har nedarvet direkte fra deres mødre.

Hvidhajer med australske aner

Ved at sammenligne det med dna, som stammede fra hvidhajer fra andre steder i verden som for eksempel Sydafrika, Australien og Atlanterhavet, har de opdaget, at hele tre ud af de fire hvidhajer fra Middelhavet var meget tæt beslægtet med de australske hvidhajer.

Det kommer bag på forskerne, som havde forventet, at hvidhajerne fra Middelhavet ville være i tættere familie med de hajer, som findes i naboliggende farvande som for eksempel Atlanterhavet eller den vestlige del af Det Indiske Ocean.

Det tyder altså på, at de hvidhajerne har rejst hele vejen fra Australien til den anden side af kloden for at tage endeligt ophold i Middelhavet. Spørgsmålet er så, hvornår det er sket. Det har forskerne også kunnet skønne sig frem til.

Mistede orienteringen mellem to istider

For på trods af den genetiske lighed mellem hvidhajerne fra Middelhavet og Australien herskede der også nogle forskelle, og med dem har forskerne kunnet regne sig frem til, at hvidhajerne fra Australien formentlig tog ud på den lange rejse for hele 450.000 år siden.

En gang troede man, at hvidhajer kun tog ophold i kystnære farvande, men senere har man fundet ud af, at de migrerer og tilbagelægger store afstande i de åbne oceaner.

For eksempel har man observeret, at mærkede hajer pendler mellem Sydafrika og den sydlige del af Australien. Forskerne tror på, at det præcis er på en af disse ekskursioner, at en flok hvidhajer fra Australien i tidernes morgen mistede orienteringen, fordi der på den tid måske herskede nogle andre havstrømme.

For i den periode befandt man sig mellem to istider med høje vandstande og klimatiske forandringer. Og det betød, at den varme havstrøm, Agulhas-strømmen, som normalt løber langs den østlige kyst af Afrika kunne finde på at tage en kort afstikker til den vestlige kyst af Afrika.

Hvidhajernes sviptur blev til permanent ophold

Og her spekulerer forskerne på, at hajerne er blevet fanget i den strøm og ledt den forkerte vej om Afrika. Og da hajerne så fik en ny mulighed for at bevæge sig øst på igen mod varmere vand, passerede de Gibraltarstrædet, tog ophold i Middelhavet og reproducerede sig selv på de nye kanter.

Og det blev så til et permanent ophold, som vi har fået vidnesbyrd på i dag. For unge hvidhajer har det ligesom laks: De vender altid tilbage til deres oprindelige fødested.

Forskerne ved godt, at deres forskningsresultater hviler på et tyndt grundlag, da de kun har analyseret fire hvidhajer fra Middelhavet. Derfor har de en intention om at undersøge yderligere 50 hvidhajer, for at kunne bekræfte hypotesen om, at langt størstedelen af hvidhajerne i Middelhavet har australske aner.

Men det ændrer ikke på kendsgerningen om, at tre hvidhajer i Middelhavet oprindeligt kom meget langvejs fra. Før de endte i laboratoriet og formentlig på et spisebord.

Den engelske undersøgelse er netop blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the Royal Society B (17. november) og omtalt i Nature News (17. november).