Blågrønalger i Danmark

Giftig grøn alge

Pas på blågrønalger på stranden

Det er et tilbagevendende problem hver sommer, men hvorfor kommer der egentlig alger? Det kan du blive klogere på lige her.

Er du i den seneste tid gået forgæves på stranden på grund af det røde flag? Så skyldes det formentlig de små blågrønalger, der har bredt sig som en steppebrand i forbindelse med hedebølgen i Danmark.

Hvad er alger?

Blågrønalger er bakterier, der lever som planter. De er afhængige af sollys, kuldioxid og næringsstoffer.

Hvordan opstår alger?

Mange blågrønalger har et hulrum med luft i. Det gør, at algen er i stand til at bevæge sig op og ned i vandet, alt efter hvor algen trives bedst. I meget stille vejr samles cellerne i overfladen – det kaldes en vandblomst. Det er sollys, stillestående vand og høje temperaturer der får algerne til at blomstre, og de kan være til gene for både mennesker og dyr.

Hvordan ser algerne ud?

Faktisk er algerne så små, at man ikke kan se dem. Men når der er mange, bliver de tydelige, fordi de enten farver vandet, eller danner plamager på overfladen af vandet. Selvom de går under navnet blågrønalger, kan de have mange farver. De kan være grønne, blågrønne, brune, gule eller grønbrune.

De fleste alger er helt uskadelige, men nogle af de blågrønalger kan være giftige. Dog er selv de giftige arter som regel harmløse, da giften bliver fortyndet i vandet. Ved store mængder vil der næsten altid være giftige arter af alger tilstede, og det er her, man skal passe på.

Symptomer på algeforgiftning

Hos dyr og mennesker kan algerne medføre kvalme, opkast, diarré og eksem. Dog er det især hunde og børn, der er i størst risiko for at blive påvirket af giftstofferne fra algerne. Det skyldes, at det er hunde og børn, der oftest sluger vand i forbindelse med badning.

Baderåd når der er alger

Man bør ikke lade børn og hunde lege i strandkanten hvis:

  1. Vandet er grumset eller misfarvet
  2. Der er gulige eller grålige fnug i vandet
  3. Vandet har gulbrune belægninger

Et godt trick, hvis du er i tvivl, er at gå ud i vandet til knæene og kigge ned på dine fødder. Kan du ikke se dem, kan vandet være fyldt med alger, og du bør ikke bade.
Inden du går i vandet, skal du holde øje med skumdannelser, for det kan være døde alger, og i så fald skal du holde både børn og dyr væk fra dem.

Hvis du gerne vil på stranden, men helst vil undgå alger, så skal du besøge Experimentarium. I Stranden på Experimentarium er der køligt, der er vand og der er ingen alger. Se hvad du kan lave på Stranden på Experimentarium med ét klik.

 

Kilde: Kystarkiv.dk

Bliv klogere på havet