Vær fleksibel og spar penge
Elprisen er fleksibel. Hvis forbruget er lavt, eller der er en stor elproduktion – for eksempel af vindenergi på grund af blæsevejr – er prisen mindre end ved et højt forbrug og lav elproduktion.
Prisfleksibelt elforbrug er en uundgåelig del af et liberaliseret elmarked. Prisfleksibelt elforbrug betyder, at elforbrugerne reagerer på elprisen. Det vil sige, at når elprisen er høj, slukker nogle forbrugere for deres forbrug.
I Norge og til dels Sverige, hvor der findes flere energitunge virksomheder, er prisfleksibilitet et velkendt fænomen, mens det i Danmark, hvor der kun i yderst begrænset omfang findes energitunge virksomheder, ikke er så udbredt.
Prisfleksibilitet svarer til, at du som forbruger tager stilling til, hvor meget du vil betale for en bestemt vare. For eksempel køber mange tøj på tilbud, og nogle gange vælger man ikke at købe en bluse, selvom den er pæn, fordi man synes, den er for dyr. Der kan dog også være tilfælde, hvor man alligevel vælger at købe den dyre bluse. Det kan være, man skal til bryllup og ikke har fået købt tøjet før i sidste øjeblik. Så er man nødt til at smutte hen til den nærmeste tøjbutik og betale, hvad den så måtte koste.
Elverdenen sammenlignes ofte med telebranchen, som også kun har været liberaliseret i få år. Der var hård konkurrence fra starten, hvor blandt andre Sonofon konkurrerede med TDC om at få markedsandele i mobilbranchen. Der er stadig god konkurrence; man lokkes med diverse tilbud om mobiler, gratis samtaler med familien, gratis telefoni om aftenen og så videre. Du kan skræddersy dit abonnement, og det er der mange, der gør.
Strøm, derimod, ses ikke som en vare, men mere som et kollektivt gode – også på trods af, at man skal betale for det. Men strøm er en handelsvare, som de fleste andre varer, selvom den adskiller sig på mange områder, for eksempel ved at den ikke kan lagres.
Når elprisen er høj, skyldes det ofte, at der enten er lav vindkraftproduktion eller et højt forbrug. Begge dele betyder typisk, at alle konventionelle anlæg kører på fuld drift. Derfor betyder en høj pris ofte, at den forurening, der dannes er højere end normalt. Omvendt betyder en lav pris ofte, at forbruget er lavt, eller at der er meget vindkraftproduktion.
Som forbruger kan man naturligvis ikke undersøge, hvad elprisen er, inden man tænder for sit komfur eller lignende, men man kan forsøge at planlægge sit forbrug til for eksempel vask og opvask, når det blæser eller uden for det primære forbrug.
Som figuren viser, er forbruget højt mellem 6-9 og mellem 16-21. Du gør derfor miljøet en tjeneste, hvis du minimerer dit elforbrug i disse perioder.
Hvis du har en intelligent timemåler, kan du faktisk også spare penge ved at ændre lidt på dit forbrug. Det kræver dog, at du køber spotmarkedsafregnet el, hvor du bliver afregnet pr. time.
I Danmark bliver man som udgangspunkt skabelonafregnet; det vil sige, at din elmåler aflæses én gang årligt, og så estimerer din elleverandør, hvordan dit forbrug har været baseret på en gennemsnitsskabelon. Hvis du ikke selv aktivt kræver at blive spotafregnet, bliver du skabelonafregnet, og så sparer du ikke penge på at omlægge dit forbrug – men du hjælper stadig miljøet.
Fordelene ved at gøre forbruget fleksibelt er mange. De væsentligste grunde er forsyningssikkerhed og miljøet: Ved at gøre forbruget fleksibelt, udnyttes vindkraften i højere grad, ligesom vi potentielt kan spare et kraftværk.
For ikke at risikere blackout, skal vi altid være sikre på, at der er produktionskapacitet nok. Det vil sige, at der enten er et kraftværk, vindmølle eller lignende, der er ledig til at producere mere, hvis forbruget stiger. Ved at ‘skære toppen’ af forbruget i de kritiske perioder behøver vi ikke at bygge et kraftværk, der kun skal bruges i nogle få, kritiske timer hvert år.
Investeringer i overkapacitet eller kapacitet, der kun forventes benyttet i få timer årligt, er ikke økonomisk rentable, hvorfor investorer ikke kan forventes at påtage sig sådanne investeringer. Priselastisk elforbrug er derfor et væsentligt element i et liberaliseret elmarked, da behovet for den ekstra kapacitet reduceres med priselastisk elforbrug.
Energisystemer
– Elsystemet i Danmark
– Forsyningssikkerhed
– Miljø og elproduktion
– Ellagring
– Elmarkederne
— Det danske elmarked
— Liberaliseringen af elmarkedet
– Prisfleksibelt elforbrug (denne side)
– Sammentænkning af energisystemer
– Smart Grid
Denne artikel stammer oprindeligt fra Climate Minds, som er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Dansk Energi og Energyminds.
Skrevet af Louise Overvad Jensen, Energinet.dk 8. maj 2010
TIlmeld dig Experimentariums nyhedsbrev og få forunderlig videnskab og tips til sjove eksperimenter, I kan lave derhjemme.
Du modtager nu vores nyhedsbrev. Vi glæder os til at fortælle dig nyt inden længe.
Indtast din e-mail
Vælg en nyhedsbrevsliste
Prøv venligst igen
Den e-mail du indtastede ser ud til at have en fejl. Indtast venligst en korrekt e-mail adresse.
e-mail du indtastede er allerede på vores mailliste. Tjek din e-post en ekstra gang.
Vi skal bede dig acceptere betingelserne for at modtage vores nyhedsbrev.
Ja tak, jeg vil gerne modtage Experimentariums nyhedsbrev.
Jeg er over 18 år og accepterer hermed, at Experimentarium må kontakte mig med tilbud, information, konkurrencer og events via e-mail og sms og at Experimentarium må spørge mig, om jeg ønsker at opdatere mit samtykke. Læs hele samtykkeerklæringen her.