Tag en gåtur i naturen. Det er både skønt og sundt for dig.

Kom ud og gå

Derfor er en gåtur i naturen sund for dig

På med traveskoene og gå en tur i skoven. Forskning viser nemlig, at en daglig rask gåtur er god for både krop og hjerne.

Snup en rask gåtur til arbejde eller i den smukke efterårsskov. Det giver ikke blot dejlige oplevelser – det er også både sundt og gavnligt for dig.

Det viser forskning fra Cambridge Universitet fra 2015, hvor forskerne sammenlignede data om 334.000 europæeres sundhed og aktivitetsniveau. Resultaterne viste, at fysisk aktivitet nedsatte risikoen for hjertekarsygdomme, og selv moderat aktivitet med 20 minutters frisk daglig gåtur og en forbrænding på mellem 90 og 110 kalorier, nedsatte risikoen for tidlig død med 16-30 procent.

Motion behøver ikke være udmarvende

Lange, udmarvende træningstimer er ikke den eneste vej til en god grundform og en sund krop, påpeger læge og foredragsholder Jerk W. Langer.

Regelmæssige gåture er rigtig gode for din sundhed, og der skal faktisk ikke meget til, før det virkelig batter, siger Langer. Den helt store fordel opnår du allerede, når du letter dig fra den magelige sofa og begynder at gå.

Bevægelse og fysisk aktivitet er faktisk det sundeste du kan byde kroppen. Lige fra vægt og kolesteroltal over blodtryk til humør og hukommelse er der gevinst. Nemt, billigt og uden bivirkninger.

Kom ud og gå i naturen

Ophold i eller tæt på naturen ser i det hele taget ud til at have en positiv effekt på både sundhed og koncentrationsevne.

Undersøgelser har fx vist, at mennesker med udsigt til græs og grønne træer bliver hurtigere raske på hospitaler og klarer sig bedre i skolen.

Og hollandske forskere påviste i 2009, at mennesker, der boede tæt på grønne områder havde lavere forekomst af depression, angst, hjertesygdomme, sukkersyge, astma og migræne end gennemsnittet.

Med andre ord er der masser af gode argumenter for at snøre traveskoene og komme ud i naturen.

6 tips til din gåtur i naturen

gåtur i naturen

Tag en gåtur i naturen – alene eller med en lille eller stor ven.

En gåtur er god for dit hjerte

Blodpropper i hjertet skyldes ofte inaktivitet, så hjertet elsker gåture. Når du går, stabiliserer du blodsukkeret og det modvirker ophobning af kolesterol. Dermed forebygger du type 2-diabetes, blodprop, demens og andre dårligdomme.

En gåtur er god for din hjerne

En vandretur over heden, i skoven, langs stranden eller hvor man nu kan komme ud, giver en afslappende tid til at tænke, der modvirker stress i en hektisk hverdag. Din hukommelse bliver desuden bedre.

En gåtur er god for din nattesøvn

En regelmæssig gåtur afhjælper søvnproblemer.

Gang slanker mere end løb

Når du går, forbrænder du mange kalorier, så du smider overflødige kilo uden at blive så sulten, at du blot spiser dem på igen.

Gåtempo er perfekt tempo

Både løb og cykelture er gode, men gåture kan noget særligt i forhold til at sanse naturen i roligt tempo. Husk at stoppe op og snuse, lytte og se – og sørg for variation på turen. Det handler om at bruge og stimulere sanserne.

… men sæt gerne tempoet *lidt* op

Idrætsfysiolog Morten Zacho fra Center for aktiv sundhed på Rigshospitalet anbefaler, at man går lidt raskere end det sædvanlige tempo, hvis man vil se resultater. Det skal være rart, men man skal lige op i et tempo, så man kan mærke åndedrættet i gang. Det giver markant mere, siger han.

Prøv fx små intervaller á 3 minutter i hurtigere tempo, fulgt af 3 langsomme minutter. Det nedbringer vægten og reducerer risikoen for livsstilssygdomme.

Kilde: Dansk Vandrelaug, Kristeligt Dagblad, naturguide.dk, National Geographic

Bekæmp inaktiviteten på Experimentarium

På Experimentarium gør vi bevægelse og motion sjovt.

I Den Interaktive Biograf hopper, danser, løber og springer du dig igennem filmen ’Pigen, der ikke ville sidde stille’ for at hjælpe pigen Ida med at stoppe en mystisk tåge af inaktivitet, der er ved at indhylle verden.

Og i vores udstilling PULS Torvet får du og dine venner humør og puls i vejret, når I dyster for sjov i Hoppehegnet, Dansebadet, Balancekøkkenet og de andre skønne aktiviteter.

 

Se mere