“udForsk” er en helt ny interaktiv udstilling indrettet i foyeren i Kræftens Bekæmpelses hovedsæde på Strandboulevarden på Østerbro.
Læg patienten op på briksen, undersøg med CT-scanneren hvor kræften sidder og find frem til dit bud på den bedste behandling. Gør kroppens celler kunsten efter og kopier en streng DNA – pas på ikke at lave for mange fejl. Hvordan fungerer en HPV-vaccine egentlig? Og har solen måske allerede sat sine spor i dit ansigt, uden du kan se det?
i udForsk kan unge skoleelever fra 7. klasse og op få viden om kræft, forskning og forebyggelse gennem hands-on oplevelser og eksperimenter i øjenhøjde.
Undervisningsforløbene i udForsk er gratis og afstemt efter på læringsmål inden for faget biologi i udskolingen, men matematik, fysik/kemi og geografi kan også inddrages.
Bestil et gratis undervisningsforløb hos Kræftens Bekæmpelse her
H.K.H. Kronprinsesse Mary og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde spillede DNA-spil ved åbningen af udForsk i januar 2023.
Interaktivitet gør det lettere at lære om det svære
Målet med udForsk er at give de unge viden om kræft, punktere uheldige myter og vise dem, hvad de selv kan gøre for at forebygge kræft.
Hvert år får ca. 45.000 danskere kræft. Hovedparten af de unge i en skoleklasse vil på et tidspunkt i livet opleve at kræft kommer tæt på – enten fordi det rammer nogen, de holder af eller fordi de selv udvikler kræft.
Viden om kræft og forebyggelse af kræft er vigtig, men emnet kan være skræmmende og derfor noget unge kan tage afstand fra.
Derfor har Kræftens Bekæmpelse udviklet udForsk i samarbejde med Experimentarium, som trækker på over 30 års erfaring med at udvikle udstillinger og oplevelser, der gør det sjovt at eksperimentere og lære – også når emnet er svært.
Det kan I opleve i udForsk
udForsk består af syv interaktive oplevelser, der er som taget direkte ud af Experimentariums populære udstillinger. Oplevelserne perspektiveres desuden i små film, hvor forskere fra Kræftens Bekæmpelse deler deres viden.
Cellen – et DNA-spil, der kræver hurtige reflekser
I kroppen har vi milliarder af celler, og når de deler sig, skal de kopiere deres DNA. Der sker tusindvis af fejl i den proces hver eneste dag. Som regel kan cellerne reparere fejlene, men fejlene kan også udvikle sig til kræft.
Kan I gøre kroppens celler kunsten efter? Dette whack-the-mole-lignende spil kræver lynhurtige reflekser, når en eller flere spillere sammen skal prøve at kopiere en DNA-streng. Tryk på DNA-knapperne med A, C, G og T som de lyser op, men bliv ikke så ivrig, at I kommer til at trykke forkert eller på risiko-knapperne med rygning, sol og alderdom.
Se ind i kroppen – 3D-scans af kræftpatienter
Kræft kan sidde og sprede sig overalt i kroppen. Men hvordan ser kræft i kroppen egentlig taget ud?
Denne svensk-producerede aktivitet består af en stor trykfølsom skærm, hvor I kan undersøge 3D-scans fra rigtige kræftpatienter.
I kan vende og dreje kroppene og kigge ind i dem ved fx at isolere organer, skelet eller muskulatur. Kan du finde kræftknuderne? Undervejs får I også en enestående forståelse af, hvordan kroppen er opbygget.
Livets tilfældigheder – spin lykkehjulet
Et langt liv uden kræft handler både om genetik og sunde vaner men også om tilfældigheder.
Spin det røde lykkehjul og læs om nogle af de vaner og tilfældigheder, der kan øge eller mindske risikoen for kræft.
HPV – en kræftvirus
HPV er en meget smitsom virus, der overføres seksuelt. Den kan bl.a. give kønsvorter og desværre også føre til kræft. De fleste tilfælde af livmoderhalskræft skyldes således HPV-virus.
Læg en ”celleprøve” fra en rigtig patients livmoderhals under ”mikroskopet” og kig nærmere på cellerne. Kan I mon finde kræftceller i prøven?
Heldigvis findes der en vaccine mod HPV-virus og i en video fortæller en forsker fra Kræftens Bekæmpelse mere om vaccinen og hvordan den virker.
Sygdomsudvikling – se kræften spredes med blodet
På en tavle med en illustration af menneskekroppen, kan I se, hvordan kræft kan spredes med blodet til andre steder i kroppen.
Kræftbehandling – hvilken behandling foreslår I?
CT-scanneren er inspireret af røntgenmaskinen i Miniverset på Experimentarium.
Kræft kan sidde vidt forskellige steder i kroppen og være mere eller mindre fremskreden. Det har alt sammen stor betydning for, hvordan patienten skal behandles.
I en lille model af en CT-scanner kan I scanne fem forskellige patienter. Hvor sidder kræften henne? Og hvilken behandling vil I foreslå, skal benyttes?
Til sidst kan I se en film med en kræftlæge, der fortæller hvilken behandling han vil benytte og hvorfor.
Modermærkekræft – gå på opdagelse i din egen hud
For meget sol kan give hud- og modermærkekræft. Men med den rigtige viden, kan hudens udseende, struktur og pigment fortælle, hvordan vi bedst passer på den.
Brug det kraftigt forstørrende dermatoskop, til at kigge nærmere på hudens porrer, rifter, modermærker, hår og måske rynker.
Tjek om solen allerede har sat sig spor i jeres ansigter i fotoboksen. Når ansigtet bliver fotograferet i UV-lys afsløres skader, som ligger dybere i huden og som man normalt ikke kan se.
Prøv derefter at smøre ansigtet ind i solcreme og se, hvor effektivt den faktisk kan beskytte.