Elektronikken bliver usynlig. Men det ser ikke godt ud på billeder. Foto: Jack Forkey_Oregon State University

Kontaktlinsen overvåger din krop

Fremtidsvision: Din kontaktlinse advarer dig om sygdomme

Nøglen til din sundhed ligger måske i dine tårer. Forskere har lavet forsøg med kontaktlinse-chips, der kan måle og sladre om kropsfunktioner.

Kontaktlinser med elektronik ombord kan måske i fremtiden holde øje med en række markører, som for eksempel blodsukker, kræft og medicin i blodet. Det mener Gregory S. Herman fra Oregon State University i USA. Han har netop offentliggjort resultaterne af et forsøg, hvor han viser, det kan lade sig gøre.

Kontaklinser med gennemsigtig elektronik

For få år siden skabte Gregory S. Herman et særligt halvleder-molekyle, IGZO, som siden har gjort skærme på smartphones skarpere og klarere.  Nu har han udnyttet den samme halvleder til gennemsigtig elektronik, der kan bygges ind i kontaktlinser.

Gennemsigtig elektronik i en kontaktlinse vil kunne måle på et hav af stoffer i tårevæsken. I teorien vil blot en enkelt kvadratmillimeter elektronik i en kontaktlinse kunne foretage op til 2500 forskellige målinger på tårevæske, mener forskeren.

Fremtidsvision

Biosensorer, som holder øje med vores sundhed er ikke nyt. Men typisk måler andre biosensorer på sved eller blod og ikke tårevæske. Hver metode har sine fordele og ulemper.

Følere, som man placerer på eller under huden, risikerer at irritere eller konstant minde om, at man bliver målt.

Sensorer i en kontaktlinse vil have den fordel, at de vil være umærkelige og usynlige. Man tager simpelthen blot en ny brug-og-smid-væk-linse i øjet hver dag.

Forbedret med nano

I forsøget, som demonstrerede kontaklinse-biosensoren, blev den gennemsigtige elektronik kombineret med et stof, som opløser blodsukker, også kaldet glukose.

Det betød, at chippen opløste glukose i den væske, som blev tilført chippen. Herved blev væsken surere. Og en sur væske er bedre til at lede elektrisk strøm.

Med andre ord: En væske med glukose fik chippen til at måle et lidt stærkere elektrisk signal.

Salt uden sukker

Vore salte tårer indeholder dog meget lidt glukose. Så forskerne måtte forsyne materialet med nano-strukturer, for at få målingerne præcise nok. Men så virkede det også, forsikrer Gregory S. Herman.

Data sendes til din smartphone

Da de små mikroskopiske sensorer er baseret på elektronik, betyder det, at de selv vil kunne transmittere data direkte til smartphones eller andre gadgets, der har Bluetooth eller wifi.

Gregory S. Herman forventer at have en prototype, som kan afprøves på forsøgsdyr klar om et års tid.

Kilde: American Chemical Society.

Læs også