Sådan spotter du Den Internationale Rumstation ISS på stjernehimlen
Du behøver hverken kikkert eller rumteleskop for at se Den Internationale Rumstation. På bestemte tidspunkter er den nemlig synlig med det blotte øje på nattehimlen. Vi guider dig.
Som bekendt er den danske astronaut Andreas Mogensen på vej med – ja – raketfart – mod den internationale Rumstation ISS, hvor han skal tilbringe 6 måneder som station commander.
Derfor er det netop nu ekstra interessant at følge med i, hvor rumstationen befinder sig på sine daglige ture rundt om Jorden. Det er der heldigvis gode muligheder for, og faktisk kan du selv uden kikkert og specialudstyr se den.
Rumstationen befinder sig i en bane 400 kilometer over Jordens overflade, hvor den suser afsted med 28.800 km/t. Næst efter Månen er rumstationen det mest synlige objekt på nattehimlen. Den 108 meter lange konstruktion reflekterer nemlig Solens lys, og når den bevæger sig hen over himlen, kan den ses som en hvid prik, der flytter sig.
Her er en stribe tips til at spotte Den Internationale Rumstation:
For at spotte ISS skal rumstationen befinde sig på det stykke af himlen, der er over dig, og det kan din mobil hjælpe dig til at holde styr på.
Der findes masser af apps, der tracker ISS i real tid ud fra satellitnavigationssystemet. Da din mobil højst sandsynligt er udstyret med indbygget kompas, GPS og accelerometer, ved den helt præcist, hvor du selv befinder dig.
Dermed kan appen fortælle, hvor ISS befinder sig i forhold til, hvor du selv er – og dermed om ISS er synlig for dig nu eller i de kommende dage.
Nogle af appsene har også en alarm-funktion, der giver dig besked, når ISS bevæger sig indenfor din synsvidde.
Prøv fx ISS Live Now (til IOS) eller ISS Detector Satellite Tracker (Android)
Både NASA og ESA har ISS-trackere, det vil sige online kort, der viser ISS’ position i real tid. Du kan taste din egen lokation ind – så viser kortet dit udsnit af kloden, og fortæller, hvornår du kan se ISS.
NASAs ISS tracker er her og ESAs finder du her.
NASA har også en widget, du kan indsætte på din egen hjemmeside. Her vises fx næste chance for at se rumstationen fra København:
Kroppedal Museum har skrevet en god guide til, hvordan du kan bruge hjemmesiden Heavens Above til at planlægge, hvornår du kan se Den Internationale Rumstation på himlen.
Et klik på de enkelte tidspunkter giver dig et grafisk billede af ISS’s bane på himlen:
Når du ved, at ISS befinder sig over dig, er det bare om at komme ud og kigge op. Selvom ISS reflekterer Solen og dermed lyser op, er den ikke så kraftig som fx Månen, og den kan derfor kun ses, når det er mørkt og skyfrit – lidt som hvis du skal se stjerneskud.
Til gengæld lyser ISS så kraftigt, at du burde kunne se den, selvom du befinder dig i byområder med lysforurening.
Er det mørkt og skyfrit kan du se ISS som en lysende prik på den mørke himmel. Da den flyver med næsten 29.000 km/t bevæger prikken sig ret hurtigt, og efter et par minutter vil den være uden for din synsvidde. Men den kommer igen; ISS gennemfører nemlig hvert eneste døgn 16 kredsløb om Jorden.
Selvom ISS er synlig med det blotte øje, kan du selvfølgelig se den tydeligere med en kikkert eller et teleskop. Med en kraftig kikkert kan du endda ane detaljer på rumstationen.
God fornøjelse!
Skrevet af Anders Bruun 8. august 2023
TIlmeld dig Experimentariums nyhedsbrev og få forunderlig videnskab og tips til sjove eksperimenter, I kan lave derhjemme.
Du modtager nu vores nyhedsbrev. Vi glæder os til at fortælle dig nyt inden længe.
Indtast din e-mail
Vælg en nyhedsbrevsliste
Prøv venligst igen
Den e-mail du indtastede ser ud til at have en fejl. Indtast venligst en korrekt e-mail adresse.
e-mail du indtastede er allerede på vores mailliste. Tjek din e-post en ekstra gang.
Vi skal bede dig acceptere betingelserne for at modtage vores nyhedsbrev.
Ja tak, jeg vil gerne modtage Experimentariums nyhedsbrev.
Jeg er over 18 år og accepterer hermed, at Experimentarium må kontakte mig med tilbud, information, konkurrencer og events via e-mail og sms og at Experimentarium må spørge mig, om jeg ønsker at opdatere mit samtykke. Læs hele samtykkeerklæringen her.