Skyers påvirkning af klimaet
Skyer påvirker den globale opvarmning, men det er svært at sige noget generelt om effekten. Nogle skyer virker afkølende, mens andre holder på varmen.
Skyer virker både kølende og opvarmende på atmosfæren, men nogle skyer har en større afkølende virkning end opvarmende. Det afhænger af, hvilken type skyer, der står på himlen. Derfor er det svært at generalisere over skyernes effekt på den globale opvarmning.
Skyer afkøler atmosfæren, fordi de reflekterer 50 % af sollyset, som derfor aldrig slipper ned til Jorden. Vi har for eksempel alle mærket, hvordan det bliver koldere, når der går en sky for solen.
Både grå og hvide skyer reflekterer omkring 50 % af solens stråler. Det er blandt andet på grund af denne tilbagerefleksion, at Jorden lyser, når man ser den fra rummet.
Udover skyernes reflekterende virkning virker de også opvarmende på atmosfæren, fordi de opfanger den infrarøde stråling. Derfor virker skyer som et isolerende varmelag over Jorden.
Skyens varmetæppevirkning afhænger af, hvor kold skyen er på oversiden. Hvis skyen er meget kold, udsender den ikke ret meget af den opfangede infrarøde stråling til universet, og atmosfæren opvarmes derfor.
Det afhænger af skytypen, om skyernes nettovirkning er kølende eller opvarmende. Set under ét er skyerne dog afkølende for vores planet. Alt i alt fratager de det indkommende sollys en opvarmende virkning på 8 %. Hvis skyerne ikke fandtes, ville klodens middeltemperatur være ca. 10 °C varmere.
De tynde, høje, fjerlette cirrusskyer, der ligger i omkring 6000 meters højde virker varmende. Det gør de, fordi de er -40 °C på overfladen. Dermed udsender de meget mindre varme, end de forhindrer i at udslippe fra Jorden.
De tykke, middelhøje skyer i omkring 4000 meters højde er de mest kølende. De er varme nok på overfladen til at udstråle mere varme, end de holder på.
De dækker dog kun 7 % af Jorden på et givent tidspunkt, og de har derfor alt i alt ikke en særligt betydelig kølende virkning.
Cumulusskyer står for 60 % af skyernes afkølende virkning.
De vigtigste lavthængende afkølere er stratocumulusskyer. Disse udstrakte, flade skyer (i under 2000 meters højde) dækker 20 % af Jorden på et givent tidspunkt, og de hænger især over verdenshavene. Det er derfor, man kun har udsigt til skyer, når man flyver over Atlanten.
I starten af 1990’erne udgav Eigil Friis-Christensen, der var leder af en afdeling for sol-jord-fysik ved Danmarks Meteorologiske Institut, en artikel om, at der var sammenhæng mellem temperaturstigningen på den nordlige halvkugle i det 20. århundrede og solens aktivitet.
Artiklen blev uddybet af Henrik Svensmark, også ansat ved DMI, som udviklede en teori, populært kaldet Solteorien. Den går ud på, at solens aktivitet (soleksplosioner) er afgørende for, hvor mange kosmiske stråler der når Jorden. Kosmiske stråler kan danne såkaldte aerosoler, og de er afgørende for, at vanddråber kan binde sig og blive til skyer.
Eftersom skydækket er afgørende for Jordens temperatur, er det altså, ifølge Soleteorien, solens aktivitetsniveau, der har den største indflydelse på temperaturen på Jorden.
Det gik imod teorien om CO2 som den primære årsag til global opvarmning, og det ruskede for en tid op i debatten om, hvorvidt klimaforandringerne skyldes naturlige variationer eller er menneskeskabte.
I dag er langt de fleste forskere enige om, at det er drivhusgasser som CO2, der skaber temperaturstigninger. Selvom der er lavet nye undersøgelser som bekræfter, at kosmiske stråler kan danne aerosoler, er det ikke bevist, at de kan blive store nok til at binde vand og dermed danne skyer.
Naturlige klimaforandringer
– Fortidens klima
– Indlandsisen
– Vulkaner
– Solen
– Oceanerne
– Skyer (denne side)
– Is og sne
– Jordens bane omkring Solen
Menneskeskabte klimaforandringer
– Fældning af træer
– Partikler i atmosfæren (aoerosoler)
– Gasser i atmosfæren
Denne artikel stammer oprindeligt fra Climate Minds, som er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Dansk Energi og Energyminds.
Skrevet af Stine Krog-Pedersen + red. 18. august 2019