Dag og nat, sommer og vinter, vind, regn … Kort sagt vejret på hele kloden er drevet af solens energirige stråler. Solindstrålingen på jorden er altså den primære drivkraft bag klimaet. Indstrålingen varierer som følge af jordens rotation om sig selv og solen.

Vejret bliver skabt ved, at atmosfæren forsøger at udjævne disse forskelle via blandt andet fordampning, blæst og nedbør. Uden solindstrålingen ville jorden være en kold og gold planet på omkring -273 °C, hvilket svarer til det absolutte nulpunkt.

Udstråling

Varmen i Solens indre får grundstoffet brint til at fusionere til helium under udsendelse af store mængder energi som stråling. Strålingen baner sig langsomt vej gennem Solens masse. Lige under Solens overflade omdannes strålingen til varme, der flyttes op til Solens overflade med konvektionsstrømmen. Overfladen udsender energien som elektromagnetisk stråling (eksempelvis synligt lys og varmestråling) i alle retninger.

Lyset bevæger sig med 300.000 km/s, hvilket betyder, at det tager otte minutter, før det rammer Jorden. Denne stråling kaldes Solens udstråling. Solens udstråling har dog ikke være konstant siden Jordens dannelse. Det menes, at udstrålingen fra solen er steget med 30 % igennem Jordens levetid på 4,5 milliarder år.

Solpletter, solens magnetfelt og solaktivitet

Solpletter er mørke områder på Solens overflade, hvor der er koldere (omkring 2000 grader) end på resten af overfladen. Solpletter opstår, når Solen har en høj magnetisk aktivitet og dermed et kraftigt magnetfelt. En plet kan være større end Jorden. Solplettallet angiver antallet af solpletter på et givent tidspunkt.

Udstrålingen fra solen, og dermed indstrålingen på Jorden, er høj i perioder med mange solpletter. En forklaring på dette er, at der samtidig dannes meget lyse områder (faculae) på solens overflade. De er varmere end den omgivende overflade.

Solvind

Når magnetlinjerne på Solens overflade støder sammen, udsendes der en en strøm af plasma (glødende gas eller højenergetiske partikler), der slynges ud fra Solens korona (atmosfære). Derved udsendes en strøm af partikler ud i solsystemet, der har en fart på 400-800 km/s. Disse solarflares (koronale udbrud eller jets) producerer samtidig de elektromagnetiske Alfvénbølger, som menes at være kilden til solvinden.

Partiklerne fra solvinden kan påvirke hele vores elsystem, specielt i de nordlige egne. De elektriske strømme forplanter sig til Jordens magnetfelt, hvor de dykker ned i områderne omkring nord- og sydpolen og løber ind i atmosfæren. Her giver de kraftige magnetiske forstyrrelser. Solvinden kan ses som nordlys.

Variationer af solens aktivitet påvirker klimaet

Forskning har vist, at variationer i Solens aktivitet har en lille indflydelse på Jordens klima. Klimavariationer varierer altså med styrken af solens magnetfelt: Højere temperatur, når Solen er aktiv (kraftigt magnetfelt) og lavere temperatur, når Solen har et svagt magnetfelt.

Variationen er dog så lille, at IPCC har konkluderet i deres rapport, at Solens aktivitet ikke er en væsentlig faktor for de klimaændringer, vi står overfor nu.
Der er dog gode indicier for, at Solens aktivitet er en væsentlig faktor i de naturlige klimavariationer.

Solens påvirkning af skydannelsen

Den almindelige opfattelse er, at klimaændringer skyldes et forhøjet indhold af CO₂ i Jordens atmosfære. En nyere og meget omdiskuteret teori giver en anden forklaring på klimaændringerne. Teorien er helt accepteret, men der er meget stor uenighed om, hvor stor effekt Solens aktivitet egentlig har på klimaændringerne.

Teorien går på, at kosmisk stråling er med til at danne lavtliggende skyer, der køler Jorden. Lavtliggende skyer skærmer mod Solens stråler, idet de reflekterer solstrålerne ud i universet fra overfladen, og de udstråler langt flere varmestråler end højtliggende skyer. Den samlede udstråling bliver derfor højere for lavtliggende skyer end for højtkliggende skyer.

Mængden af kosmisk stråling, som rammer os, er styret af Solens aktivitet, eller rettere styrken af Solens magnetfelt og Jordens magnetfelt. Hvis et eller begge magnetfelter er stærkere end sædvanligt, vil det medføre en større afskærmning, hvorved der kommer mindre kosmisk stråling ind i atmosfæren. Hvis et eller begge magnetfelter er kraftige, skærmer de for den kosmiske stråling. Det betyder færre lavtliggende skyer og dermed et varmere klima, uafhængigt af mængden af CO₂ i atmosfæren.

Den kosmiske stråling, som rammer Jordens overflade, er med til at producere areosoler, som er bittesmå dråber. Når først areosolerne er dannet, fungerer de som kondensationskerner, så vanddampen kan samles omkring disse kerner og efterfølgende fortættes og blive til skyer.

Det interessante i den forbindelse er, at de skyer, som dannes, er lavtliggende skyer. De lavtliggende skyer er med til at holde Jorden kølig, på grund af albedoeffekt på skyernes overflade. Det betyder, at et fald i den kosmiske stråling, ifølge teorien, medfører, at der er færre lavtliggende skyer omkring Jorden, som i sidste ende medfører, at vi vil se temperaturstigninger.

I løbet af de sidste 100 år har vi netop set et fald i den kosmiske stråling på 15 %, samtidig med, at temperaturen er steget med 0,7 °C. Den kosmiske stråling påvirkes af magnetfelter, og det er i den forbindelse, at Solens aktivitet spiller en væsentlig rolle.

Er solen så skyld i klimaforandringerne?

Mange forskere er enige i, at Solen og solens magnetfelt tidligere har haft en indflydelse på Jordens klima, men de fleste tager afstand fra at forklare de temperaturstigninger, vi ser i dag med ændringer i Solens aktivitet. I stedet mener de, at det er den stigende mængde af CO₂ i atmosfæren, der er skyld i klimaændringerne. Men det er ikke sikkert, at den ene teori udelukker den anden. Måske er begge ting årsag til de temperaturstigninger, vi ser i dag.

Læs mere om klimaforandringer

Naturlige klimaforandringer
– Fortidens klima
– Indlandsisen
– Vulkaner
– Solen (denne side)
– Oceanerne
– Skyer
– Is og sne
– Jordens bane omkring Solen

Menneskeskabte klimaforandringer
– Fældning af træer
– Partikler i atmosfæren (aoerosoler)
– Gasser i atmosfæren

Denne artikel stammer oprindeligt fra Climate Minds, som er udviklet af Experimentarium i samarbejde med Dansk Energi og Energyminds.