Massage begrænser betændelsestilstand
Massage er et hit, når professionelle sportsfolk skal komme sig hurtigt og være klar til den næste udfordring. Eller måske får du netop nu masseret skuldrene efter en lang arbejdsuge?
Alle kan skrive under på, at massage er saliggørende, men det videnskabelige bevis for, at den også virker efter hensigten på muskel- og celleniveau, har man ikke kunnet pege på.
Det har et canadisk-amerikansk studie nu lavet om på, og lad os røbe med det samme, at man nu med endnu bedre samvittighed kan lægge sig til rette på massagebriksen.
For 10 minutters massage af lårmusklerne efter hård fysisk træning på en motionscykel fik ting og sager til at ske i muskelvævet hos 17 mandlige forsøgspersoner: Massagen fik lårmusklerne til at producere anti-inflammatoriske molekyler, som kunne begrænse den betændelsestilstand, som normalt opstår efter intensiv træning, og som kan fremkalde den karakteristiske muskelømhed.
Massage får ikke mælkesyre til at forsvinde
Med andre ord fik massagen kroppen til at producere sin egen smertestillende medicin, og det er et skridt på vejen til at lade massage komme på hvidlisten over smertebehandlinger, som virker. De nye forskningsresultater kan tilsyneladende også feje en gammel teori af banen.
For massagen fik ikke den ophobede mængde af mælkesyre i lårene hos forsøgspersonerne til at forsvinde. Så støvsugning af mælkesyre fra musklerne er ikke forklaringen på massagens lyksaligheder.
Skrevet af Lasse Foghsgaard 6. februar 2012