Der er mange ukendte planeter uden for vores solsystem, og vi opdager hele tiden flere. Astronomer mener, at chancen for liv på de såkaldte exoplaneter bestemt til stede – og måske endda af den avancerede slags.

Men hvad er mulighederne for, at vi nogensinde kommer derud? At vi som en anden Star Wars helt eller heltinde lynhurtigt kan skifte til hyperspace og på kort tid være fremme milliarder af kilometer væk?

Konklusionen er klar: Vi er milevidt fra at kunne foretage så lang en rejse på så kort tid. Fysikkens love, vores langsomme rumskibsmotorer og afstandene i verdensrummet spiller alt sammen ind. Vi er dog kommet en smule tættere på de senere år, og måske er det slet ikke nødvendigt at flyve så hurtigt.

Fremmede verdener langt væk

Lad os først kigge på potentielle ’rejsemål’ rundt om i vores galakse. Astronomer har til dato fundet 3550 planeter i alle størrelser uden for vores eget solsystem, og en god del af dem er i den såkaldte beboelige zone. Det er det område, hvor en planet er i tilpas afstand til dens stjerne til at liv (som vi kender det) kan eksistere.

At bringe os – eller bare en lille ubemandet sonde – ud til fremmede stjerner og de planeter, der kredser om dem, vil med vores nuværende teknologi tage mange tusinde år. For at sætte farten markant op vil det eksempelvis kræve en helt ny type raketmotor for at skabe høj nok fart – og det er ekstremt dyrt at udvikle og afprøve disse.

Vores hurtigste, eksisterende rumfartøjer har en topfart på cirka 59.000 km/t (0.00005 af lysets hastighed). Men selv med den trods alt imponerende hastighed ville det tage 78.000 år at komme hele vejen til den nærmeste stjerne i det såkaldte Alpha Centauri-system. Her er der dog næppe meget liv at finde, vurderer videnskabsfolkene.

Et bedre bud er et par af planeterne omkring den stjerne, som kaldes Trappist-1. De er blot 39 lysår fra Jorden. En umiddelbart kort afstand i vores uendelige verdensrum, men det giver stadig en rejsetid med en gammeldags rumraket på hundredtusindvis, hvis ikke millioner af år.

Enzmanns rumskib

Hvis man forestiller sig, at vi kunne lave et rumfartøj, der kunne flyve med 1/10 af lysets hastighed, ville vi pludselig kunne nå ud til vores nærmeste stjerne på 40 år.

Den er er 4,4 lysår væk – og altså noget tættere på end de jordlignende planeter ved Trappist-1. De rumrejsende ville formentlig blive kuleskøre af turen, men vi nærmer os noget, der er realistisk i forhold til menneskets levealder.

En metode til at opnå så høj en hastighed kunne være at bruge en klump af stoffet deuterium som brændstof i en fusionsmotor.

Det har astronomen Robert Enzmann i hvert fald foreslået tilbage i 1960’erne, og han har designet et rumskib, som skulle være flere hundrede meter langt og have plads til 200 mennesker. En slags gigantisk rum-ark.

Efterfølgende beregninger viser dog, at hans tanker om effektiviteten af en sådan atomreaktor-motor er vildt overdrevet. Men den vil dog stadig være meget hurtigere end nutidens raketteknologi.

Enzmanns fantasifulde rumskib med 3 millioner ton deuterium som drivkraft.

Warp-drev

En af de mest fantasifulde og absolut hurtigste rejsemetoder er et såkaldt warp-drev. Det er indtil videre ren drømmeri i Star Wars-kategorien, men hvis det en dag kunne lade sig gøre, ville det gøre rejser mellem stjernerne til noget .

Warp-drev indebærer at bøje rumtiden. Det er relativt indviklet, men faktum er, at tid og stof hænger sammen, og det betyder, at man faktisk kan ”bøje” det hele.

Ideen er, at vride rumtiden foran sig, når man suser afsted. På den måde ville man virkelig kunne skyde en vanvittig høj fart – faktisk højere end lysets hastighed, netop fordi man ikke længere er underlagt naturlovene, som vi kender dem (de love, der blandt andet siger, at intet kan bevæge sig hurtigere end lysets hastighed).

Metoden kræver dog noget, som kaldes for negativ energi og ‘eksotisk stof’, som man ikke er sikker på findes.

Blandt andet NASA har seriøst har undersøgt mulighederne for at bygge et warp-drev, og her mener man faktisk, at det måske en dag kan lade sig gøre.

Skulle det nogensinde lykkes at bygge et warp-drev vil turen til vores nærmeste stjerne ikke tage tusindvis af år, men blot nogle få dage.

Læs mere om warp-drevet hos den amerikansk organisation phys.org.

Se NASA’s rumingeniør Harold White fortælle om, hvordan et såkaldt warp-drev kunne komme til at fungere.

NASA’s bud på et rumskib med et warp-drive. © Nasa

Breakthrough starshot kan nå stjernerne på 20 år

En russisk rigmand Yuri Milner har doneret 100 millioner dollars til at undersøge muligheden for rejser mellem stjernerne. Blandt andet er den verdenskendte fysiker Stephen Hawkins med i projektet.

I deres projekt er der ikke tale om et rumfartøj i traditionel forstand. Man vil i stedet sende 1000 små nanosonder afsted på et gigantisk lyssejl.

Sejlet skal sendes op i fart med hjælp fra en 100 gigawatt lysstråle placeret på Jorden.

I modsætning til warp-drevet findes en del af teknologien allerede, men det er naturligvis en stor udfordring at sætte delene sammen til noget, der fungerer.

De 1000 små og ultralette nanosonder placeret på lyssejlet – som blot vejer et par gram hver – vil teoretisk set kunne nå en hastighed på 1/5 del af lysets. På den måde vil man kunne nå vores nærmeste stjerne på fornuftige 20 år.

Hver lille nanosonde bærer enkeltdele, der koblet sammen vil udgøre en rigtig rumsonde. Tanken er at medbringe kommunikationsudstyr, kamera, navigation, strømforsyning, og hvad man ellers skal bruge.

Projektet rykker faktisk stille og roligt fremad. I juli 2017 fik man en prototype af et af mini-rumskibene sendt afsted fra Jorden. Størrelsen var blot 3.5 x 3.5 centimeter og mini-rumskibet var kun fire gram tung.

Men der var stadig plads til et mikro-solpanel, computer, sensor og en lille radio.

Læs mere om Breakthrough Starshot på deres hjemmeside.

Langsom rum-livmoder

Hvis det ikke skulle lykkes os at lave et fartøj, der kan flyve vanvittigt hurtigt, er der stadig en mulighed for at sende mennesker til fremmede planeter. Også selvom det skulle tage tusindvis af år.

Ved at fryse menneskelige fostre ned i et tidligt stadie og senere få dem til at vokse i en kunstig livmoder, vil man kunne sende tusindvis af mennesker afsted mod en fremmed planet.

Teknologien findes dog langt fra, og selvom den gjorde, må man sige, at tanken etisk er ret langt ude. Men måske er det en måde at redde vores race på, hvis vores klode en dag ikke længere er beboelig?

En anden mulighed er at bygge et så stort rumskib, at mennesker generation efter generation kunne leve her. En skønne dag efter tusindvis af år ville man så nå frem til destinationen langt ude i verdensrummet: En beboelig planet, som kunne huse de rejsende mellem stjernerne.