Formål
Formålet med Idéværket er at få eleverne til at få nye idéer ved hjælp af kreativ tænkning. Aktiviteterne på fabrikken er baseret på noget af denhjerneforskning, som viser, at kreativitet er forbundet med evnen til at associere, observere, stille spørgsmål og bryde med vanetænkning
Kompetenceområde
Efter 6. klasse, Natur/teknologi
Kompetenceområde: Undersøgelse: Undersøgelser i naturfag, fase 1 og 2
Efter 10. klasse, Iværksætter
Kompetenceområde: Idéprocesser: Idégenerering, fase 1
Undervisningsforløb til Idéværket
Indledning
Idéværket er indrettet som en fabrik, hvor det er elevernes opgave at producere idéer. Ligesom der overalt er brug for vand fra vandværket og elektricitet fra kraftværket, er der også overalt brug for idéer fra Idéværket.
Maskinerne
Ved de fem Maskiner kan eleverne lave idéer med hovedet, når de i små grupper associerer, observerer, stiller spørgsmål og får hjernen til at slappe af.
Direktøren og direktørens Lille Hjælper guider gæsterne via film på maskinerne og giver feedback på, hvor godt gæsterne klarer sig.
For nogle lærere og elever vil Idéværket minde om de værksteder, FabLabs, der er skudt op rundt om i Danmark de sidste 10 år. Det er kreative, højteknologiske prototypeværksteder, hvor man kan omsætte idéer og projekter til fysisk form. Der er imidlertid en vigtig forskel på et FabLab og Idéværket. Her er det ikke målet at teste om idéens fysiske form holder. I Idévværket er det udelukkende målet at få idéer og at forklare og dele dem med andre.
Før besøget
Før I ankommer, bør du læse Guide til Idéværket, som fortæller om udstillingens aktiviteter. Læs også Gode idéer gør verden bedre. Her beskrives de fem evner, som forskere har identificeret som de evner, der fremmer kreativ tænkning. Det er de fem evner, eleverne arbejder med på fabrikken. Tilsammen er de fem evner baggrunden for at skabe nye, innovative idéer.
Gennemgå emneord og begreber.
- Tal om hvad det vil sige at være kreativ.
- Hvad er forskellen på idé og en opfindelse?
- Hvad vil det sige at være innovativ?
Her kommer et bud på definition:
Innovation er, når vi udvikler en ny idé, som får praktisk anvendelse og dermed bliver til en opfindelse. En idé er ikke nok til at skabe innovation – idéen skal også kunne sættes i brug. Innovation kan være et nyt produkt, en ny måde at bruge et eksisterende produkt på, nye arbejdsprocesser, måder at organisere arbejdet på eller måder at kommunikere med omverdenen på. Ordet innovation kommer fra det latinske ord ’innovatio’, der betyder fornyelse.
Kreativ tænkning er den særlige type tankeprocesser, som er beskrevet ovenfor, og som understøtter idégenerering. Kreativ tænkning fremmer evnen til at få idéer, og idéer kan føre til innovation, hvis det lykkes at modne idéen frem til en opfindelse.
Overvej, om elevernes skal opdeles i hold, inden I tager af sted, så de starter i forskellige afdelinger enten enkeltvis eller i hold á 2-3 elever.
Under besøget
Lad evt. klassen starte i hver sin afdeling ved Maskinerne.
I afdelingen med Maskinerne indgår eleverne i et semistruktureret spil med nogle få spilleregler:
- Eleverne tjekker ind ved Startmaskinerne.
- De spiller alene eller som et hold á to eller tre elever.
- Hjernestart og Slutmaskinen kan kun spilles en gang, og mellem start og slut kan man spille de blå maskiner så mange gange, holdet lyster.
- Ved Slutmaskinen får holdet at vide af direktøren (på film), hvor godt de har klaret sig.
- Holdet får en særlig respons fra direktøren, alt efter om de har fået færre, flere eller samme antal idéer ved Start og Slut.
- Spillet slutter med, at holdet vælger sin bedste idé, som derefter præsenteres på skærmen overfor indgangen.
- Hver maskine starter med at forklare legen. Selve legen varer 30-60 sek., hvorefter en animation viser, hvad der er sket i gæsternes hjerner under legen.
Læreren kan slå sig ned i Idéværkstedet, så eleverne ved, hvor de skal henvende sig for at få hjælp. Læreren kan hjælpe holdene med at forstå, hvordan aktiviteterne virker.
Som lærer er dit jeres ansvar at understøtte eleverne – og gerne medvirke aktivt under besøget i Idéværket og at tage hånd om eleverne og jeres fælles fokus.
Efter besøget
Tilbage på skolen kan I gennemgå emneordene og begreberne igen.
Giv eleverne tid til at reflektere over deres oplevelser i udstillingen, fx i form af klassesamtaler, hvor elevernes viden om idégenerering gøres til genstand for diskussion og uddybning.
Eleverne kan arbejde videre med de idéer, de har udviklet ved maskinerne.
I kan finde inspiration til hjernetræningsaktiviteter, som kan gøre elevernes hjerner mere idérige og kreative i undervisningsmaterialet til Skolernes Innovationsdag.
Klassen kan komme med deres egen definition på kreativitet, innovation og forskellen på en idé og en opfindelse.
Inspiration
Guide til Idéværket
Gode idéer gør verden bedre
Planlæg dit og klassens besøg