Tre piger fra fremtiden er ved et uheld crashet i nutiden i deres tidskupler. Pigerne, Midori, Kiiro og Aka, er faktisk tre versioner af den samme pige fra tre forskellige udgaver af jorden 100 år ude i fremtiden.
I Midoris grønne fremtidsverden har vi nået klimamålene, og verden er i bedre balance. I Kiiros gule fremtidsverden er der knaphed på ressourcer, vi mennesker bor tæt og klimaet er ustabilt. I Akas røde fremtidsverden er økosystemerne ved at bryde sammen, vandstanden er steget meget, og vi mennesker har måttet tilpasse os en hverdag med afsavn.
I udstillingen ’Klimatopia – de rejsende fra fremtiden’ skal I hjælpe pigerne tilbage til fremtiden. Men I kan kun sende dem til én af de tre fremtidsverdener – så hvilken fremtidsverden skal det være? Svaret afhænger af de valg, som vi tager i hverdagen – og i udstillingen: Den mad vi spiser, den transport vi benytter, den el og varme vi bruger og de ting vi køber.
I den interaktive udstilling udforsker og eksperimenterer I med bæredygtig livsstil og kan overveje, om I gerne vil leve anderledes. Samtidig får I en bedre forståelse af, at jeres valg i hverdagen kan gøre en forskel for klimaet.
Her kan du læse om nogle af aktiviteterne:
Tidsrejsen
Vær med et stykke af vejen på pigernes svimlende rejse gennem tiden. Indgangen til ”Klimatopia – de rejsende fra fremtiden” sker gennem Tidstunnellen, som genskaber, hvordan sanserne kommer på overarbejde og hjernen bliver forvirret, når du rejser gennem tiden.

De splintrede tidskupler
Tre tidskupler ligger splintret. Blandt vragdelene kan du læse om pigerne, der har rejst i kuplerne, lytte til deres personlige fortællinger eller sanse dufte og strukturer, der fortæller om fremtiderne, de kommer fra.

Hvor stort er danskernes klimaaftryk?
Hvad betyder det, når vi siger, at noget har et klimaaftryk? Hvorfor – og hvordan – afsætter vi et klimaaftryk? Hvor stort er danskernes klimaaftryk, og hvad betyder det egentlig i det store billede?
Hvilket klima får vi i fremtiden?
De tre pigers fremtidsverdener er fiktive, men de er inspireret af forskernes forudsigelser om fremtidens klima. Udledningen af CO2 og andre drivhusgasser og vort samlede klimaaftryk har betydning for, hvordan klimaet bliver. Mød forskernes forudsigelser om en fremtid, der er grøn (1,5-2 graders temperaturstigning), gul (3-3,5 graders temperaturstigning) eller rød (4,5 graders temperaturstigning).
Mad, ting, transport, el & varme
Centralt i udstillingen er fire områder, hvor gæsterne kan eksperimentere med deres hverdagsvaner, herunder deres forbrug af mad, ting, transport og el & varme.
Hvor klimavenligt spiser du?
Tag plads ved det intelligente spisebord. Her får du klar klimabesked, når yndlingsretterne kommer på tallerkenerne. Kan I mon sammen finde frem til en klimavenlig menu, som I alle har lyst til at spise?

Hvilken type madspilder er du?
Hvert år smider danskerne 814.000 ton spiselig mad i skraldespanden. Tager du også mere mad på tallerkenen, end du ender med at spise? Nægter du at spise rester? Sæt dit eget hoved på fad og bliv klogere på, hvilken type madspilder du er.
Hvad koster dine indkøb i CO2?
Tjek klima-prisen på et års shopping. Alle de ting, du køber, afsætter et klimaaftryk – og i dette supermarked er prisen sat derefter! Grib indkøbsvognen og find ud af, om du er en grøn, gul eller rød shopper? Måske kan du faktisk finde et klimavenligt alternativ? Du kan også lære om forskellen på lineært og cirkulært design.
Hvor klimatung er din transport?
Tager du cyklen eller går til skole, job, sport og til bageren efter morgenbrød i weekenden? Eller hopper du i bilen? Hos CO2-købmanden stabler du dåser, hvis vægt afspejler CO2-udledningen af din transport. Hvor meget bliver det til samlet set? Sammenlign med gennemsnittet for Danmark og resten af verden – og få gode råd til, hvad der kan ændres.
Er klimaet med i dine ferieplaner?
Det har en stor betydning for klimaet, om du er på sommerhusophold ved Vesterhavet i sommerferien, eller om rejsen går med fly til Thailand. Løft på sandsækkene, der viser klimabelastningen ved forskellige ferieformer og mærk forskellen på din egen krop.
Kan I lave el nok?
Denne gang skal du betale elregningen med sved på panden! Har du armmuskler nok til at streame en film? Læg kræfterne i og hjælp hinanden i armcyklerne og se, hvor meget I kan nå at streame på skærmen, inden ”energien” slipper op.

Fremtidsvælgeren
De tre piger skal tilbage til fremtiden. Men du/I kan kun sende dem tilbage til én af de tre fremtidsverdener – så hvilken fremtidsverden skal det være? Svar på seks spørgsmål om dine/jeres klimavaner. Træk i håndtaget på Fremtidsvælgeren og se, om du/I sender pigerne til den grønne, gule eller røde fremtid.

Ideerne bag Klimatopia – de rejsende fra fremtiden
”De tre fremtidsverdener i ”Klimatopia – de rejsende fra fremtiden” er fiktive og udviklet af forfatter Michael Valeur med inspiration fra fremtidsscenarier udarbejdet af FN’s klimapanel (IPCC) i 2021.
Experimentarium har samarbejdet med blandt andet Fødevarestyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Nationalt Center for Klimaforskning, Energinet, tænketanken Concito og en række forskere på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU, for at sikre, at ”Klimatopia – de rejsende fra fremtiden” bygger på valid forskning.